Kommune og region: Alt er klargjort inden mulig snestorm

Af Ture Damtoft, Mandag, 06/03/2023 14:50

VESTHIMMERLAND: - Vi sætter sneplove på alle vores køretøjer og regner med at køre med dobbeltsneplov fra kl. 22, når sneen begynder at falde, fortæller afdelingsleder Henrik Grøn fra Park & Vej i Vesthimmerlands Kommune.
Danmarks Meteorologiske Institut melder om op til 12-13 centimeter sne i Aars fra mandag kl. 21 til tirsdag morgen kl. 7 og yderligere 7-8 centimeter frem til kl. 17 tirsdag.
DMI har også meldt en kategori 2 varsel om snestorm for hele Nordjylland, Vestjylland og det meste af Midtjylland.

Både hos Park & Vej og Beredskab Nordjylland forbereder de sig på det værst tænkelige scenarie med 25 - 40 centimeter sne og stærk vind.
- Vi har ikke snakket om andet hele mandagen og har forberedt alle vores køretøjer og varslet alle de vognmænd, som kører de 11 ruter på kommunale veje. Jeg håber ikke, det bliver ligesom sidste gang, hvor det kom om dagen. Det tyder på, sneen begynder i aften og i nat, så vi har vejene for os selv og kan få ryddet inden morgentrafikken. Som det ser ud lige nu, kommer temperaturen til at ligge over frysepunktet, så i værste fald kan sneen blive til et islag, når der kommer trafik. Det er det, vi vil prøve at forebygge ved at rydde både aften og nat, siger Henrik Grøn.
Han er mest bekymret for fygning, fordi det kan samle meget store mængder sne hurtigt og dermed gøre strækninger ufarbare.
Samme bekymring har vagtchef ved Beredskab Nordjylland, Jan Nedza, der meget kraftigt understreger, at man skal orientere sig om situationen, inden man bevæger sig ud i trafikken, og kommer der et varsel om at undgå unødvendig kørsel, så efterlev det.
- Hvis vi kommer med det varsel, så mener vi det. Kan de leve uden at skulle afsted, så lad være med at køre. Kan du arbejde hjemmefra så gør det. Følg situationen på tv og radio og vurder meget nøje, om du skal køre ud, siger Jan Nedza.
Det er især snefygningen, der kan skabe de helt store problemer.
Kommer der 20-30 centimeter sne uden vind, er han ikke bekymret.
- Men er der snestorm kan 10 centimeter sne være nok til at gøre en vej helt ufremkommelig, og det kan gøre, at vi fraråder al unødvendig kørsel i et område. Så kan man måske sidde derhjemme og tænke, "hvad snakker de om", men to eller fem kilometer væk, kan vejen være helt blokeret. Så følg med i situationen og lad være med at løbe nogen unødvendig risiko, siger Jan Nedza.

 

Kommentarer
john søgaard

skal der ikke stå,fra mandag til tirsdag

Aars Avis

Selvfølgelig - det er hermed rettet ;-)
Hilsen redaktionen

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"