Kringsatt af venner i Aars

Af Ture Damtoft, Torsdag, 03/03/2022 20:20

AARS: En smuk aften i Aars blev ligeså smukt afsluttet da en fyldt Aars Kirke og flere hundrede udenfor sang "Til Ungdommen", så hårene rejste sig.

Fakkeloptoget blev den demonstration af støtte til Ukraine, ukrainere, fred og demokrati, det skulle være.

Ikke mindst på grund af alle ukrainere som deltog.

Heriblandt Olha Kreehko, der har boet i Danmark med sin mand i mange år. I forgårs fik de hans mor sikkert til Danmark.

- Danskerne er gode til det her, at vise støtte som kan give mod til dem, som kæmper i Ukraine, sagde hun med tårer i øjnene.

Det samme havde mange andre, unge som lidt ældre, danskere som ukrainere eller andre nationaliteter.

De langt over 1000 i optoget gik stille og roligt til Aars Kirke.

Her holdte sognepræst Lone Primdahl Dolmer gudstjenesten.

- I aften sender vi tanker til alle, der er ramt af krigen i Ukraine og det er rigtig mange. Det er ukrainere her i landet, og det er selvfølgelig dem, der opholder sig i landet – civile og soldater - og dem, der er på flugt.

Men det er også den almindelige russer, der på ingen måde er skyld i denne krig. Vi er her fordi kærligheden er størst – og fordi kærligheden aldrig hører op. Det er en dristig påstand – og det kan knibe os at få øje på den i krudtslam, magtkamp og selvtilstrækkelighed.

Men stykvis og glimtvis erkender vi, at eneste vedvarende våben er troen på livet vort – menneskets værd, sagde hun bl.a. i sin prædiken med lån fra "Til Ungdommen".

Og som man stod der under en stjerneklar himmel og lyttede til mængden og tyngden af stemmerne, var det klart for enhver at tændte fakler, bannere, flag og demonstrationen har betydning. Om ikke andet så for alle dem, der var med.

 

 Lille men STOR rettelse...

Til sidst en rettelse der er lille i ord men kæmpe i betydning.

I denne uges Aars Avis blev borgmester Per Bach Laursen citeret for at sige, at vi skal give de almindelige russere skylden.

Der skulle selvfølgelig have stået, at vi IKKE skal give dem skylden.

Tak til den politibetjent der sagde det, og som ledte an i fakkeloptoget og kan se frem til en "kvajebajer".

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"