
Tove Kjær Christoffersen med en bakke med julesylte i 2023.
Krostue i Hornum lukker efter 124 år
Af Ture Damtoft, Onsdag, 13/11/2024 08:00
HORNUM: Tove Kjær Christoffersen har taget en svær beslutning, og derfor lukker krostuen på Hornum for den daglige drift efter 124 år, men der er stadig fuld aktivitet i køkkenet.
- Der kommer for lidt kunder, og jeg har svært ved at finde personale især til weekender. Det er slet ikke rentabelt at holde åbnet i krosuten hver dag herude på landet mere, og vi har jo lukket ned i krostuen klokken syv om aftenen siden corona, når folk havde hentet det sidste mad, siger Tove Kjær Christoffersen.
Hun vil fortsat tilbyde mad til selskaber ud af huset, og man kan stadig bestille stjerneskud, smørrebrød og købe julesylte.
- Men det er ikke længere med 10 minutters varsel, nu skal man bestille i forvejen. Der vil stadig komme dage, hvor vi åbner krostuen med for eksempel fællesspisning, rafleaften, ølsmagning, og man er velkommen til at komme med forslag. Jeg vil bruge krostuen til events, når je ghar et hul i kalenderen, siger Tove Kjær Christoffersen.
Lukningen på daglig basis sker, fordi hun har mistet en medarbejder og ikke kan finde en til at overtage. Der er en enkelt ansat på 24 timer om ugen nu plus løsarbejdere, og det er ikke nok til at kunne dække både krostuen og arbejdet i køkkenet. Efter 14 dages overvejelser er beslutningen derfor blevet truffet.
- Jeg har det godt med beslutningen nu. Jeg er blevet 58 år, og skal jeg holde 10 år mere, skal jeg trappe lidt ned, så jeg kun arbejder 55 timer om ugen. Men ellers kører jeg stadig pålægspakker og smørrebrød og så selvfølgelig min sylte her fra september og frem til jul, siger Tove Kjær Christoffersen.
Ordet er dit