
Blandt deltagerne ved Kulturugen i 2024 var Onkel Reje. I år kommer hr. Skæg forbi - og nu hedder det Kultur- og Sundhedsugen.
Kultur og sundhed hænger sammen - uge 10 bliver kultur- og sundhedsuge i Vesthimmerland
Af Søren Beukel Bak, Onsdag, 15/01/2025 09:00
VESTHIMMERLAND: Når kalenderen siger forår, så siger Vesthimmerlands Kommune kultur og sundhed.
I den første uge af marts, uge 10, slår kommunen dørene op for en uge fyldt med aktiviteter, inspiration og fællesskab - nemlig Kultur- og Sundhedsugen. Efter syv år med en dedikeret kulturuge har Vesthimmerlands Kommune i år valgt at kombinere kultur og sundhed i én samlet uge.
Formålet er at inspirere borgere i alle aldre til en aktiv og meningsfuld hverdag, hvor kreativitet, bevægelse og trivsel går hånd i hånd.
- Vi er stolte af det stærke lokalsamfund, vi har her i Vesthimmerland. Kultur- og Sundhedsugen er en oplagt mulighed for at vise, hvad vi kan tilbyde, og hvordan vi som kommune kan samle mennesker på tværs af interesser og baggrunde, siger borgmester Per Bach Laursen (V) og tilføjer:
- Det er en uge, hvor vi kan fejre fællesskabet og de mange muligheder, der gør Vesthimmerland til noget særligt.
Formanden for Sundhedsudvalget, Asger Andersen (S), siger:
- Sundhed er mange ting. Det handler om motion, kost og livsstil, men det handler også om fællesskab og fælles oplevelser. Ved at kombinere kultur og sundhed skaber vi en platform, hvor vi sammen kan arbejde på at forbedre vores trivsel. Jeg håber, at denne uge kan inspirere til nye sunde vaner og ikke mindst styrke de sociale bånd rundt i kommunen.
Store navne på programmet
Kultur- og Sundhedsugen byder på et bredt udvalg af oplevelser og arrangementer. Fra foredrag og workshops til motion, yoga, koncerter og kreative aktiviteter.
Programmet er endnu ikke helt på plads, for det udvikles løbende i samarbejde med mange aktører som foreninger, erhvervsliv og frivillige.
Blandt de planlagte aktiviteter og arrangementer kan borgerne allerede nu se frem til spændende foredrag om bl.a. vejen til en sundere livsstil, foredrag om tv-programmet “Størst”, kreative workshops, koncerter, familievenlige og kulturelle oplevelser.
Ugen begynder en anelse i utide, nemlig søndag 2. marts (den sidste dag i uge 9).
Den dag holder sundhedsekspert Michelle Kristensen foredrag, hvor hun deler sin ekspertise og inspiration til en sundere livsstil.
Derudover vil der være mulighed for at deltage i fælles arrangementer, hvor bevægelse og socialt samvær går op i en højere enhed.
Blandt de øvrige programpunkter, der allerede ligger klar er:
Et erhvervsarrangement med Brian Mikkelsen på Gundestrupgaard mandag 3. marts.
Foredrag med Peter Ingemann på Rådhuset torsdag 6. marts.
Børneshow med Hr. Skæg i Musikhus ALFA søndag 9. marts.
Stadig plads i programmet
Alle borgere, foreninger, virksomheder og andre interesserede er inviteret til at deltage enten som arrangører eller deltagere.
Derfor kan enhver med en idé til et arrangement, der passer ind i ugens tema, være med. På www.kulturogsundhedsuge.dk findes listen over planlagte begivenheder, og samme sted kan nye arrangementer føjes til.
- Vi håber, at så mange som muligt vil være med til at skabe en uge, der sætter fokus på, hvordan kultur og sundhed kan gøre en forskel for os alle. Det er en fantastisk mulighed for at få inspiration og samtidig være en del af et større fællesskab, afslutter borgmester Per Bach Laursen.
Ordet er dit