
Brian Svendsen i midten med det diplom og den skulptur, han fik overrakt som modtager af Vesthimmerlands Kulturpris 2025. Han er flankeret af formand for kultur- og fritidsudvalget Per Nyborg og formand for Vesthimmerlands Kulturråd, Gitte Thillemann.
Kulturprisen 2025 gik til Brian Svendsen fra Aars
Af Ture Damtoft, Mandag, 10/03/2025 14:15
AARS: Det sidste officielle arrangement i Kultur- og Sundhedsuge 10 var overrækkelsen af Vesthimmerlands Kulturpris 2025.
Prisen gik til Brian Svendsen for sit store arbejde med at udbrede sang og musik til børn og voksne i Vesthimmerlands Kommune.
Der var syv indstillede kandidater, der alle har gjort en stor indsats for kulturen og for at brede den ud til børn og voksne i løbet af 2024, som formand for Vesthimmerlands Kulturråd, Gitte Thillemann, kom ind på i sin tale i Vesthimmerlands Musikhus ALFA.
- Vores modtager af Vesthimmerlands Kulturpris er et smilende og positivt menneske. Han er både kulturbærer og formidler og et menneske, som formår at være fødselshjælper for mange arrangementer. Han har været koncertleder til to koncerter i Rosenparken, har arbejdet med Sangkraft Vesthimmerland, med børnekor og så formår han at få alle med, når han til et arrangement lige siger "vi starter med en sang". De fleste har nok gættet det. Årets modtager er Brian Svendsen for sit store arbejde med at samle folk omkring sang og musik i Vesthimmerland, sagde Gitte Thillemann.
Bagerst i den lille sal stod den bevægede modtager og lyttede til de flotte ord, indtil han blev kaldt op for at modtage skulpturen, der følger med hæderen, blomster og et diplom.
- Mange tak, jeg er både glad og stol, indledte han sin takketale:
- Frivilligheden har det fantastisk i Vesthimmerlands Kommune, og vi kender og hjælper hinanden på kryds og tværs. Nu er jeg jo offentligt ansat, og jeg siger det ikke for at fedte, men vi har en kommune som virkelig vil kulturen. Vesthimmerland er en kulturperle, og jeg er megastolt over at modtage kulturprisen, tak for det og tak til alle, jeg har arbejdet sammen med i løbet af årene, sagde Brian Svendsen, inden der blev givet hånd og krammere til de mange, der ville sige tillykke.
Ordet er dit