Kvinder i Aars skal lære at slå fra sig

Af Ture Damtoft, Onsdag, 23/02/2022 07:00

VESTHIMMERLAND: Mænd skal tage ansvar og opføre sig bedre overfor kvinder, og hvis de ikke gør det, skal kvinderne lære at slå fra sig.

Så enkelt ser Kim og Patrick Trier Larsen på sagerne.

Derfor vil de nu tilbyde et gratis kursus i selvforsvar til alle kvinder i Vesthimmerland.

Allerhelst i Idrætscenter Østermarken i Aars og Dronning Ingrid Hallerne i Farsø, men det afhænger af, om de kan rejse 20.000 kr. til bl. a. leje af lokaler.

Indtil videre er der 50 tilmeldte kvinder til selvforsvarskurset. Beløbet skal også dække tand- og skridtbeskytter til alle deltagere.

- De skulle gerne have deres eget udstyr, siger Kim Trier Larsen.

Han er med i en del bestyrelser og i Vesthimmerland Kommunes Fritidsråd, hvor han har set eksempler på overgreb på børn og unge.

- Det foregår i alle samfundslag. Og derfor vil vi gøre det gratis, så alle, der ikke lige har 500 eller 1500 kr. til at komme på et kursus for, også har mulighed for at lære at forsvare sig selv. Det er på tide, at vi mænd tager ansvar for os selv og for at ændre andres holdning, siger Kim Trier Larsen, der har været instruktør i karate i snart 37 år.

Nødret og nødværge

Det tragiske drab på Mia Skadhauge Stevn, der kom fra Hvalpsund og har gået på gymnasiet i Aars, var det sidste skub til at gøre noget aktivt.

Særligt for Patrick Trier Larsen, der kendte hende fra skolen.

- Vi har talt sammen mange gange, men det blev selvfølgelig mindre med årene. Det, hun blev udsat for, er bare det seneste eksempel på, at der er en grund til den kæmpe stigning i følelsen af utryghed i nattelivet - især blandt kvinder. Vi kan 100 pct. være med til at gøre utrygheden mindre ved at give dem nogle redskaber, som kan bruges, hvis de bliver overfaldet, siger Patrick Trier Larsen.

Som dørmand og livvagt har han flere gange oplevet situationer, hvor han var tvunget til at forsvare sig selv og derfor gribe til voldelige midler.

- Jeg er blevet angrebet flere gange; også helt uprovokeret. Du kan ikke altid snakke dig ud af en situation. Derfor kan du blive presset til at forsvare dig, selv med vold. Det er for langt de fleste en stor barriere at komme over, siger Patrick Trier Larsen.

Alle deltagere vil udover en masse øvelser også lære, hvornår det er tilladt at gribe til nødret og nødværge.

- Vi vil aldrig opfordre til vold, men det kan jo være nødvendigt. Ved at give kvinder nogle gode redskaber og lære dem, hvornår det er tilladt at bruge dem, håber vi, at de vil føle sig mere trygge helt generelt, siger Kim Trier Larsen, der har et simpelt råd til alle, som bliver overfaldet, og som ikke har lært selvforsvar endnu.

- Bevar roen og overblikket. Brug din dømmekraft, og hvis du er sikker på at ramme, er et spark i skridtet altid effektivt. Og så gælder det om at få tilkaldt hjælp ved at råbe højt og kæmpe imod. Vi håber selvfølgelig, det aldrig sker. Men det gør det jo engang imellem, og i de tilfælde kan det gøre en stor forskel at have lært bare en lille smule selvforsvar, siger Kim Trier Larsen.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"