Det bliver det svenske selskab Premedic AB, der skal overtage ambulancekørslen i Vesthimmerland fra 1. april 2027.
Løsning for ambulancekørsel i Vesthimmerland på plads
Af Ture Damtoft, Tirsdag, 24/02/2026 07:06
VESTHIMMERLAND: Region Nordjylland har udpeget den svenske ambulanceleverandør Premedic AB som ny operatør ambulancerne i Vesthimmerland.
Den nuværende leverandør, PreMed, opsagde sin kontrakt med virkning fra 31. marts 2027, og Premedic AB overtager dermed ambulancekørslen fra 1. april samme år.
Beslutningen er truffet af et flertal i regionsrådet bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance.
Kontrakten med Premedic AB anses dog først for endeligt indgået, når standstill-perioden på 10 dage er udløbet, og der er gennemført kontraktafklaringsmøder samt underskrevet aftale mellem parterne.
Selskabet vil dække 40 procent af den samlede ambulancetjeneste i regionen. De resterende 60 procent drives fortsat i regionalt regi af Den Præhospitale Virksomhed under Region Nordjylland.
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte for en fuld regional hjemtagelse af hele den nordjyske ambulancetjeneste.
- Vi er meget tilfredse med, at Premedic nu er valgt som vores nye leverandør til dele af den nordjyske ambulancetjeneste. Ud fra en samlet vurdering af økonomi og kvalitet havde Premedic den bedste pakke, og de er yderst kompetente og kvalificerede til at varetage den vigtige opgave, som ambulancedriften er, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Foruden Vesthimmerland vil Premedic AB dække, Rebild, Mariagerfjord, Han Herred, Thy og Mors.
Ordet er dit