Lade brændt ned på Gislumvej

Af Ture Damtoft, Torsdag, 22/07/2021 10:33

AARS: Røgen var så voldsom, at brandfolkene havde svært ved at orientere sig, da de rykkede ud til en brand på Gislumvej 98 kl. 6.30 torsdag.

Beboerne blev vækket af forbipasserende, som også ringede 112.

Pia Kjær, sønnen Emil og datteren Emma kom hurtigt ud af stuehuset på Johannesgård, som ejendommen hedder, og som er stråtækt.

- Det kunne være gået helt galt. Jeg var bange for, at ilden skulle brede sig til stuehuset, og min datter har værelse lige ved siden af laden, men det skete heldigvis ikke, siger en fattet men rystet Pia Kjær ved ni-tiden, da det stod klart, at ingen personer var kommet til skade.

- Vi blev vækket af nogle, der kørte forbi. Man kunne næste ikke se vejen, så meget røg var der, fortæller sønnen Emil Kjær.

Efter godt to timers slukningsarbejde kom der stadig røg fra bygningen, og Falck rekvirerede en kran for at fjerne store dele af taget og give bedre adgang til branden.

Udrykningskøretøjerne kom fra Aars og Farsø, og det tog lidt tid at få overblik over brandens omfang, fortalte holdleder Brian Jensen.

- Det var en lidt kompliceret brand, især med røgudviklingen,som var meget kraftig. Opbygningen på laden var også en udfordring, og det er derfor, vi har fået fjernet stålplader fra taget for at lette slukningsarbejdet, sagde Brian Jensen.

Årsagen til branden er sandsynligvis et pillefyr i laden.

- Jeg havde fået hjælp med fyret dagen før, hvor der var blevet hældt vand på. Det skulle så være blevet tømt idag, men der har ligget noget og ulmet, som har startet branden, tror jeg, siger Pia Kjær.

Hun fik god støtte fra naboerne, som også kom med kaffe til brandfolkene, der fik sig en velfortjent kop og et par rundstykker, da branden var helt under kontrol.

Brian Jensen regner med, at efterslukningsarbejdet ville vare nogle timer endnu.

Ilden bredte sig ikke fra laden, og udover røglugt er der ikke sket noget med stuehuset. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"