Laura, Twitch og Phasmophobia på TPNG
Af Ture Damtoft, Onsdag, 23/03/2022 09:15
AARS: Laura Bak fra Østrup er gamer.
Hun har 1100 følgere på Twitch, favoritspillet er nok Phasmophobia, men hun spiller også både CS:GO, LOL og 9-10 andre spil.
Den 14-årige pige har gamet siden hun var syv år, og har streamet på Twitch i et års tid.
- Jeg jublede, da jeg fik 100 følgere, 1100 er bare fedt, og jeg håber selvfølgelig at få mange flere, siger Laura Bak.
Hun streamede live fra TPNG i Aars til sine følgere, og tre af dem sendte hende ud på en menneskejagt efter dem selv.
- De sad lige derovre, siger Laura Bak og peger på den modsatte side og tre meter nede af det bord, hvor hendes gaming-computer stadig står tændt efter næsten 36 timers LAN-party med 450 andre deltagere.
Langt de fleste af dem drenge - og mange af dem ser lidt mærkeligt til, mens hun bliver interviewet til avisen.
- Der er helt klart stadig flest drenge, og der er stadig mange, som ikke vil have piger med. Det er kun to uger siden, en dreng, jeg kender fra Aars, skrev "luder" til mig. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, og jeg finder heller ikke ud af det, for vi snakker ikke sammen mere, siger Laura Bak.
Hendes historie er helt i tråd med de historier fra gamer-verdenen det sidste års tid.
Et af verdens største spil-firmaer, Activision Blizzard, røg ud i en regulær shit-storm i efteråret, da det kom frem, at der var en kvindehadende - eller i det mindste nedsættende - kultur, som gennemsyrede hele firmaet.
- Der er nogen, der skriver, vi hører til i køkkenet, og så er der dem, som skriver meget værre ting. Det påvirker mig ikke som sådan, de kan ikke rigtig finde på noget nyt at kalde, og heldigvis kan jeg blokere dem, siger Laura Bak.
Hun vælger i stedet at glæde sig over sine mange følgere på Twitch, deres mange søde kommentarer til hende, og at der kommer flere og flere piger til gaming-verdenen.
- De skriver en masse gode ting til; også drengene. Det er et sted, hvor jeg føler mig godt tilpas og lidt væk fra virkeligheden, både når jeg streamer og spiller med andre. Der er mange, man kun kender fra spillene eller Twitch. Det er lidt fedt at møde nogle af dem her. De tre fra min Twitch profil var fra Aarhus, og det var fedt at møde dem, siger Laura Bak.
Ordet er dit