Lille lettelse for udstillerne på de lokale dyrskuer

Torsdag, 14/05/2009 08:16

Det er efterhånden kun få steder i landet, hvor dyrskuerne holdes i hævd.
I Nibe er der hvert år et hold af ildsjæle, der brænder for denne sag.
En af dem er Lars Mølgaard i Byrsted, som oplyser, at der igen i år er forberedelser i gang med skuet i Nibe til Grundlovsdag, fredag den 5. juni. Det har i mange år været en festdag for land  og  by,  hvor  også   Nibe Haandværkerforening er medarrangør.
Landmænd på Nibeegnen og egnen langt ud omkring præsenterer hvert år sine flotte elitedyr til fremvisning og bedømmelse på Nibe Dyrskue til glæde for udstillerne, bybefolkningen og måske især børnene, der ikke til daglig har dyrene inde  på nært hold.
Der udarbejdes et program for dagen, men det vender vi tilbage til senere i disse spalter.
Der averteres nu om tilmelding og godkendelse af dyrene, men der er sket ændring eller en lille lettelse for udstilling af dyr.

30-dages reglen bortfaldet
i forhold til dyrskuer
Dansk Landbrug meddeler, at der ikke mere skal gå 30 dage fra et dyr har været på dyrskue til det samme dyr kan udstilles på et andet dyrskue. Denne regel har jævnligt været en hæmsko for at dyrskuerne, specielt de mindre skuer, kan få tilstrækkelig tilgang af dyr.
Fødevarestyrelsen har fra 1. maj 2009 ændret på omsætningsreglerne.
Ændringen indebærer, at dyr, der er tilført en bedrift efter et dyrskue, kan fraføres bedriften allerede efter 7 dage, når dette sker med henblik på et nyt dyrskue.
De samme dyr kan således udstilles på dyrskue hver anden weekend, når blot de har hjembesætningen i mindst 7 dage mellem skuerne.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"