Lions i Aars vil skaffe elektricitet til Ukraine; har doneret 50.000 kr. til køb af en generator

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 11/01/2023 08:00

AARS: Lions Club i Aars har besluttet at hjælpe krigshærgede Ukraine med genetablering af el-forsyningen. Det sker med en økonomisk donation på 50.000 kr. til køb af en generator. Beløbet er allerede doblet op, så der kan anskaffes en generator med endnu større kapacitet.

For klubben var det en nem sag at træffe beslutning om at støtte projektet.

- På vores seneste klubmøde drøftede vi, hvordan vi bedst kan hjælpe vore medmennesker i Ukraine, som udover frygten for stadige angreb også lever med enorme mangler på de mest basale ting. De kan jo ikke som os andre lukke op for en hane og regne med, at der er rent koldt og varmt vand, eller trykke på en stikkontakt og forvente, at der er strøm i ledningen.

I Lions Club Aars er vi så heldige, at vi som oftest har mulighed for at kunne donere også ret store beløb meget hurtigt på grund af indtægter fra loppe- og genbrugsmarkeder og andre aktiviteter. Derfor støtter vi det nordeuropæiske Lions-samarbejde med 50.000 kr., siger præsident i Lions Club Aars, Henrik Andersen.

Der doneres både mindre generatorer, der kan dække behovet for en eller to familier og større generatorer, som kan dække et antal familier, f. eks. i en større ejendom.

Umiddelbart efter beslutningen kontaktede Lions Club Aars styrekomiteen bag Ukraine-indsamlingen, som straks meddelte, at de med tidligere indsamlede midler ville fordoble donationen, så der nu kan bruges 100.000 kr. til køb af generatorer til Ukraine.

- Når vi gennem pressen følger med i, hvordan tingene ser ud i Ukraine, og når vi hører herboende ukraineres beretninger om, hvordan deres kære har det, er netop denne form for donation med til, at vi i Lions Club Aars tænker, det kan nytte, at gøre en indsats.

Vi er så heldige, at vi får en fantastisk lokal opbakning til alt, hvad vi laver – uanset om det er loppe- og genbrugsmarkeder, salg af blomster til virksomheder, eller salg af bogen ”Barn af Himmerland”.

Hver eneste gang støtter lokalbefolkningen op, og det skylder vi en stor tak for, idet vi ellers ikke kunne hjælpe på denne måde, slutter Henrik Andersen.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"