Liv i Aars takket være bankospil
Af Ture Damtoft, Onsdag, 12/03/2025 09:00
AARS: Siden stiftelsen i 2018 har foreningen Liv i Byen holdt storskærmsarrangementer for festende fodboldfans, alkoholfri disco aftener, arrangeret fastelavn, og ikke mindst givet 100 billetter, popcorn og en sodavand til børnefilm i Aars Teater Bio.
- I begyndelsen gav vi penge til forskellige ting. Vi gav f.eks. en donation til Kimbrerfesten, som så delte pengene ud, men vi er gået mere over i at være medarrangører og især arrangere ting sammen med Aars Handel, hvor vi måske betaler for saftevand eller kaffe til en by night eller et andet arrangement, fortæller foreningens formand Per Nyborg.
Pengene til at betale for kaffen, storskærme, fastelavnsboller og i sidste uge også for alkoholfrit disco kommer primært fra to arrangementer.
Fyrværkerisalget til nytår skaffer lidt penge i kassen, men golf dagen i august giver mere og suverænt mest giver det årlige Liv i Byen bankospil, der holdes på søndag, 16. marts.
Første gang kom der lidt over 400 bankospillere fra det meste af Nord- og Midtjylland, sidste år var der stuvende fuldt med over 700 bankospillere.
- Det er vores absolut største indtjeningskilde, og det er jo en fantastsik dag, hvor de allesammen får en god dag med flotte præmier takket være den store opbakning fra butikker og virksomheder i Aars og omegn, som donerer præmierne. Får vi en præmie doneret til vores banko, gør vi det, at vi køber nogen gavekort, så butikken også får noget ud af det. Vi har fået så godt et bankospil og så mange gæster på dagen, at vi har råd og økonomi til at købe gavekort, og vores mål er jo også at folk skal få en god oplevelse på dagen, og der betyder antallet af præmier også en del, siger Per Nyborg og understreger, at hver en krone kommer Aars til gode.
- Vi vil gerne skabe aktiviteter, som kommer butikkerne i Aars til gavn, men hvor de handlende og gæsterne samtidig tænker, “det var vel nok et fedt arrangement”. På vores seneste møde talte vi om, at vi har så mange arrangementer for børn, og vi talte lidt om at finde på et godt arrangement for de ældre borgere, og har man en god idé, kan man da lige fortællte os den, siger Per Nyborg.
Ordet er dit