Lokal arkæolog er overvældet - Seks massive guldringe fra vikingetiden fundet i Himmerland

Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/05/2026 08:59

VESTHIMMERLAND: - Det er et helt enestående fund. Vi har ganske enkelt ikke oplevet noget lignende før her på museet, siger Torben Sarauw, kulturarvschef og arkæolog ved Nordjyske Museer om de seks guldringe.

Da en lokal finder onsdag, 22. april gjorde et opsigtsvækkende fund nær Rold i Rebild Kommune, stod det hurtigt klart, at der var tale om noget helt særligt.

Seks armringe af massivt guld - i alt 762,5 gram - er nu dokumenteret som det tredjestørste guldfund fra vikingetiden i Danmark.

Fundet, der har fået navnet Roldskatten, placerer sig i en eksklusiv kategori sammen med Tissøringen og Fæstedskatten.

For arkæolog og museumsinspektør Sidsel Wåhlin fra Vesthimmerlands Museum er der ingen tvivl om fundets betydning:

- Guldringe er lidt noget særligt. Det er helt vanvittigt. Det er sådan noget, som kan få folk til at køre galt, hvis de hører det i radioen. Vikingetiden er typisk kendetegnet ved sølv, så når det er guld, er det ekstra, ekstra særligt. Også fordi det er massivt, siger Sidsel Wåhlin begejstret.

Stor magt i Nordjylland
Fundet består af seks intakte armringe, hvoraf tre er snoede og udført af to stænger. En teknik der også kendes fra andre højtprofilerede fund.

De øvrige ringe er glatte og lavet af massiv stang eller tråd, flere med karakteristiske afslutninger som løbeknuder. En enkelt ring skiller sig ud med fladhamrede ender dekoreret med zigzag-mønster og trekanter.

Ifølge Wåhlin vidner ringene om en elite på absolut højeste niveau i samfundet:

- De her guldringe er virkelig med til at vise, at der har været folk med rigtig stor magt i Nordjylland. Du får jo ikke så stor velstand uden at være internationalt forbundet. Man er med i det paneuropæiske netværk, og det stempler markant Nordjylland ind i det netværk.

I magtens centrum
Fundets placering og kontekst er afgørende for forståelsen.

Arkæologerne fra Nordjyske Museer rykkede hurtigt ud og foretog en systematisk metaldetektering, som afslørede alle seks ringe fordelt på to nærliggende områder.

- Sådan nogle her er jo ikke bare tabt i skoven. De er enten lagt ned som depoter eller som offerskat. Det er konteksten, som er vigtig, og derfor er det enormt vigtigt, vi får det så originalt som muligt, forklarer Sidsel Wåhlin.

Netop konteksten kan give indsigt i, hvorfor skatten blev nedlagt, og hvilken rolle området har spillet i vikingetiden, men Nordjyske Museer er endnu ikke kommet med en teori om, hvorfor guldringene var gravet ned.

Fundet dateres til perioden omkring år 900–1000 e.Kr., en tid hvor Danmark var i gang med at samle sig til ét rige under kongemagten.

Sidsel Wåhlin trækker også paralleller til andre vigtige lokaliteter i Nordjylland, blandt andet Aggersborg, hvor man har fundet en snoet guldring fra vikingetiden:

- Den fra Aggersborg minder om nogle af de nyfundne guldringe. Inden borgen blev opført, lå der en kæmpe hal for en stormand. Det sparker jo Nordjylland nærmere ind i magtens centrum i vikingetiden.

Kongen ville blive sur
Hun understreger samtidig, at fundets størrelse og værdi peger direkte mod samfundets absolutte top:

- Kongen ville også være blevet sur, hvis han havde mistet seks guldringe. Vi er helt deroppe. Det er miljøet helt oppe i toppen af samfundet. Jeg kan godt forstå, de er helt oppe at køre i Aalborg. Det er simpelthen så fedt, og så fedt at de har nået at komme ud og være med til at finde de næste, så man ved præcist, hvor de er fundet, siger Sidsel Wåhlin.

Roldskatten er dermed ikke blot et spektakulært guldfund, men også et vigtigt vidnesbyrd om magt, netværk og rigdom i vikingetidens Danmark med Nordjylland solidt placeret i centrum af fortællingen.

Ambitionen er, at armringene allerede inden sommerferien kan udstilles på Aalborg Historiske Museum, så offentligheden får mulighed for at opleve dette helt ekstraordinære guldfund fra vikingetiden på allertætteste hold ikke langt fra der, hvor de blev fundet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"