Theresa Berg Andersen sammen med partiformand Pia Olsen Dyhr.
Lokal politiker glæder sig over ny regering
Af Ture Damtoft, Tirsdag, 02/06/2026 07:56
VESTHIMMERLAND: Theresa Berg Andersen er den eneste lokalt bosatte politiker, som er valgt for et af partierne i den nye regering.
Den er sammensat af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre.
Regeringsgrundlaget forventes præsenteret tirsdag eftermiddag og regeringen - og dermed ministrene - onsdag.
I løbet af sin første valgperiode er Theresa Berg Andersen fra Løgstør blevet gruppeformand for SF og har været tæt på partiformand Pia Olsen Dyhr under kongerunderne og forhandlingerne.
Nu glæder hun sig til at trække i arbejdstøjet.
- I går faldt de sidste brikker endelig på plads, og SF er nu med i den nye regering sammen med Socialdemokratiet, Moderaterne og Radikale. Det er stort. Ikke bare for SF, men for Danmark. Nu skal vi vise, at politik ikke bare er flotte ord i et partiprogram – men noget, der kan omsættes til konkret politik og resultater for danskerne. Jeg glæder mig helt vildt til at se SF’s dygtige politikere på Christiansborg tage ansvar, sætte retning og være med til at føre Danmark fremad. Nu handler det ikke længere om, hvem der står på sidelinjen og kommenterer. Nu handler det om at stå i spidsen og levere. Danmark fortjener en regering med mod, visioner og handlekraft, og det får vi nu, skriver hun på sociale medier.
Ordet er dit