Lokale foreningsfolk var i dialog med storsponsor

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 20/11/2024 07:56

AARS: 70 repræsentanter for foreningslivet i Vesthimmerland var forleden til et dialogmøde med deres sponsor, Sparekassen Danmark og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland. Det foregik i sparekassens domicil i Aars, hvor der både blev drøftet netværk, orienteret om foreningsservice, og om hvordan foreningerne kan komme lettere om ved den daglige administration via den digitale platform Unioo.

Desuden blev der uddelt sponsorater fra fonden - i september og oktober blev det sammenlagt til 445.000 kr.

Deltagerne var opdelt i hold. Afdelingsdirektør Kim Nyby, Sparekassen Danmark i Aars, lagde op til erfaringsudveksling med 20 repræsentanter fra foreninger Aars, som allerede har modtaget økonomisk støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland.

- Vi vil gerne høre om modtagernes erfaringer efter vi har været ude for at overrække pengene. Har vores besøg med en donation skabt værdi for foreningen? Fonden vil også gerne prøve noget andet, så vi forsøger at drage erfaringer omkring besøgene. Måske kan det føre til, at der dannes et netværk for foreningsrepræsentanter, hvor vi mødes måske en gang eller to i løbet af året. Har dette forslag overhovedet sin gang på jorden, spurgte Kim Nyby og understregede, at et netværk selvfølgelig skal give værdi og mening for foreningen.

Storsponsorer

Omkring storsponsoraftaler mellem foreninger og Sparekassen Danmark Fondene blev der foreslået en aften med foreningsrepræsentanter, hvor forskellige emner kan drøftes, og hvor deltagerne måske kan få glæde af hinandens erfaringer. Ved et møde en gang om året bliver der “sat ansigt” på foreninger i byen, som måske har samme udfordringer, og som måske kan finde en løsning.

Som eksempel nævnte en repræsentant fra Vesthimmerlands Handicap-Idræt, at synlighed omkring aktiviteter kan være et problem. Det blev som eksempel nævnt, at mange tager udenbys for at svømme, men hvorfor ikke gøre det i Vesthimmerland når faciliteterne er til det, blev der sagt.

Et forslag om oprettelse af små grupper, hvor der arbejdes med relevante emner som foreningerne kan dele erfaringer om, og hvor deltagerne hører og fortæller om hvad de hver især “bokser med” blev taget godt imod.

Hvordan fastholder foreningen sine medlemmer, var et andet forslag på baggrund af, at der i dag er en mere udpræget shopperkultur i foreningslivet end tidligere. Mange er ikke længere så loyal mod sin forening, som de var engang - og tilbuddene er mange. Der vil blive kaldt ind til et møde herom.

- Vi brænder for “ForeningsDanmark”, sagde Kim Nyby, som bagefter orienterede om Sparekassen Danmark, der er landets ottende største pengeinstitut og landets største garantsparekasse. En del af pengeinstituttets overskud betales i udbytte til garanterne, heriblandt 13 fonde. Sparekassen Danmark Fonden Himmerland er den største med et beløb til uddeling på ca. 50 millioner kroner i år. Det er mange penge, som kan komme ud at arbejde i lokalsamfundet, sagde Kim Nyby.

Foreningsservice

Morten Bak, chef og udvikler for Sparekassen Danmarks Foreningsservice, orienterede om de muligheder som det indebærer. Han sagde, at der er tale om en ekstra service til foreningskunder med et specialiseret team, som står klar til at rådgive.

- Vi er klar til at højne servicen overfor vores foreningskunder og for at lette hverdagen for vore kolleger i sparekassens lokale afdelinger, som måske ikke støder på spørgsmål omkring foreningerne så tit som i Foreningsservice, sagde Morten Bak.

Desuden orienterede Martin Have om den digitale platform Unioo, der indeholder funktioner, som kan lette dagligdagen i foreningsarbejdet, og er et værn mod fejl omkring personfølsomme oplysninger.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"