Lokalfødt kunstners portræt af dronningen afsløret - Allan Otte voksede op i Mejlstrup og bliver inspireret af hjemstavnen

Af Ture Damtoft, Onsdag, 04/12/2024 07:00

AARS: Kunstner Allan Otte står opført som værende fra Aars på sin Wikipedia side.

Selv er han noget mere specifik om, hvor han kommer fra, og hvor han får meget af inspirationen til sine fotorealistiske malerier fra.

- Jeg er vokset op i Mejlstrup mellem Østrup og Vestrup og er netop vokset op i landbrugslandet. Min far er stadig landmand og var mælkeproducent, og det har familien været i generationer. Efter jeg flyttede til Sjælland, gav det mening at blive landskabmaler der, med det jeg har i baggagen. Med det mener jeg mit ophav og kendskab til landet, til landbrug og i særdeleshed mælkeproduktion, siger Allan Otte til Aars Avis.

Anledningen er det netop afslørede portræt af Dronning Margrethe, som Allan Otte har arbejdet på siden en julidag i 2023, hvor han besøgte dronningen. De spiste frokost, og efterfølgende havde de to timer sammen, hvor han fotograferede hende.

Han tog næsten 300 billeder og udvalgte 25, der tilsammen blev forlæg for maleriet.

Dronning Margrethe gik fra regent til tidligere regent under tilblivelsen og viser dronningen som privatperson.

- Der er altid nogen, der vil have en bid af hende. Men når hun sidder alene med sit sytøj, forholder hun sig kun til det, hun har i hænderne. Der er noget smukt og sympatisk ved, at det bare er dét. Som landets dronning kunne hun gøre mange vilde ting, men det er bare det, hun har brug for, siger Allan Otte.

Respekt for kunstneren

Værket, der er udstillet på Kunstmuseum Brandts i Odense på udstillingen Nål & Tråd frem til 25. februar, er skabt til Gråsten Slot, dronningens sommerbolig, hvor det får en fast plads.

Det var dronningen selv, der foreslog Allan Otte til opgaven.

Han gætter på, at det skyldtes et ønske om at vælge en, der ikke havde malet hende før.

Han kalder dronningen både klog, sjov og godt selskab. Og så sætter han stor pris på hendes oprigtige interesse for kunst.

- Jeg har portrætteret andre tidligere, hvor de er gået mest op i, om det ligner dem godt. Men dronningen har været mere optaget af, hvordan jeg maler, og hvordan jeg er som kunstner. Jeg havde forventet, at der ville være klare rammer for, hvordan portrættet skulle være. Men det er jo et valg truffet i respekt for den kunstneriske integritet fra dronningens side. Da hun besøgte mig første gang, og jeg kun havde malet cirka halvdelen, trådte hun ind i atelieret med et stort smil med det samme, og så åndede jeg lettet op, siger Allan Otte.

En svær genre

Han er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi 2001 til 2007 og skildrer især sammenstødet mellem det moderne landbrug og de gamle husmandsteder og stærkt inspireret af hjemegnen ved Mejlstrup.

Han bor nu i Lejre og er flyttet tilbage på landet.

- Efter 20 år i København trak landet igen, så nu bor jeg i en landsby mellem Roskilde og Lejre med min kone og to døtre, siger Allan Otte.

Til spørgsmålet om hvad det betød at blive spurgt af dronningen om at male et portræt af dronningen, siger han:

- Det er jo dejligt at være det nye blod. Der er ældre kunstnere, som har portrætteret hende tre gange, og jeg tror, man gerne ville have yngre kunstnere, hvis jeg må kalde mig det som 46 årig, til at portrættere hende. Og så tror jeg også, jeg er et overraskende valg, fordi jeg hovedsageligt er landskabsmaler og kun har tre portrætter på CVet. På den måde er det tidligt at få lov at prøve kræfter med så svær en genre, siger Allan Otte.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"