Lover saunagus og mandehørm i Aars

Af Redaktionen, Onsdag, 22/10/2025 08:22

AARS: Lars Faber Sørensen er den nye leder af Svømmecenter Vesthimmerland.
Han blev ansat i sidste uge og lover mange nye ting på programmet.
Det første bliver saunagus, som Lars Faber Sørensen kalder fantastisk afstressende.
- Der kommer mange andre ting som f.eks. mandehørm. Man kan sagtens bruge svømmehallen som base, løbe en tur i terrænet og komme tilbage og få et bad og en tur i sauna. Svømmecenter Vesthimmerland skal være et sted, hvor man lige kan komme væk fra en måske stresset hverdag og gå derfra dejligt trætte og med et smil på læben, siger Lars Faber Sørensen.
Han er uddannet brandmand, zoneterapeut og massør. Har mange års erfaring fra Forsvaret, som sælger, brandmand og selvstændig og fra stillinger som bademester eller leder i svømmecentre mange steder i landet.
- En af de ting jeg godt kunne lide ved jobbeskrivelsen var, at der skulle tages nye tiltag. Det har jeg gjort en masse steder. Og så er det stadig et nyt svømmecenter uden faste rutiner, og det giver muligheder, siger Lars Faber Sørensen.
Han tænker også bredere end bare svømmecenteret og vil f.eks. samarbejde med Aars Handel om at lave arrangementer til gensidig fordel.
- Dybt fra hjertet kan jeg sige, at jeg glæder mig virkelig til at tage imod borgerne fra Aars og omegn, og mange af de ting, jeg har sat i værk i andre svømmehaller, vil jeg tage med til Aars og samtidig se på nye muligheder, så Svømmecenter Vesthimmerland bliver fuld af aktivitet alle ugens dage hele året rundt, siger Lars Faber Sørensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"