Det var det korrekte kort, Vesthimmerlands Kommune lagde op på sociale medier - men det var den forkerte strækning som blev lukket, indtil Aars Avis gjorde opmærksom på det.
Lukkede den forkerte vej ved Aars
Af Ture Damtoft, Tirsdag, 28/04/2026 07:13
AARS: Tirsdag morgen fik en entreprenør lidt røde ører, da han i al hast måtte flytte de skilte, som havde spærret vejen mellem Aars og ud til Svoldrupvej på den anden side af Gislum.
Det var nemlig slet ikke den strækning, som skulle være spærret.
Det var derimod strækningen fra Svoldrupvej og ned til Lerkenfeld Å, men her var fri passage indtil omkring 7 om morgenen, og altså lige før myldretiden.
Da Aars Avis kontaktede Park & Vej lidt i 7, var det en lidt forbavset afdelingsleder, der fik beskeden om, hvilken strækning der var lukket.
Der gik ikke mere end fem minutter, før han ringede igen med en opdatering.
- Han har spærret den forkerte strækning, så han har ikke haft de skarpe briller på. Han er i fuld gang med at flytte skiltene, så de kan komme igang med asfaltarbejdet, sagde Henrik Grøn.
Der skal lægges et slidlag på strækningen, og vejen vil være åben igen onsdag morgen - det er i hvert fald forventet.
På et tidspunkt bliver det strækningen fra Aars til Svoldrupvej, som lukkes, når vejen skal udvides.
Det kommer dog nok til at tage betydeligt mere end en enkelt dag, og meldes forhåbentlig ud i bedre tid end tirsdagens lukning. Så kan entreprenøren også nå at se på kortet en ekstra gang, inden barriererne sættes op.
Ordet er dit