Lukning af Aldi trak kunder til

Af Torsten Hansen, Fredag, 24/02/2023 08:48

AARS: Aldi kan sagtens trække kunder til. De skal bare sætte priserne 30 procent ned.

Det stod tydeligt fredag morgen i Aars, hvor der var en kø af kunder med tomme indkøbsvogne. Køen strakte sig fra Aldis indgangsdør og hele vejen til Lidl. Kunderne ventede på at få lov til at komme ind og fylde vognene med nedsatte varer. Fredag morgen var første dag med 30 procent på alt i butikken.

Klokken 8 blev dørene til Aldi åbnet og kunderne strømmede ind. I løbet af kort tid var buret med indkøbsvogne til Aldi totalt tomt. Til gengæld var det svært at komme frem inde i Aldi. Kunderne flokkedes om varerne, og indkøbsvognene blev fyldt godt op. Blandt favoritterne var babybleer, kattemad, kaffe og toiletpapir.

Nogle af kunderne plejede ikke at handle i Aldi, men var kommet på grund af prisrabatten på 30 procent i anledning af at butikken i Aars lukker senest på torsdag.

- Det er lidt træls at de lukker. Jeg plejer at handle i butikken cirka tre gange om måneden. De har nogle varer jeg ikke kan få andre steder, siger Dorte Christensen, Hornum. Hun havde fundet plads i køen sammen med Lis Nielsen, Aars, der også var ked af, at Aldi lukker.

- De har nogle dåsevarer, og pølser man ikke kan få andre steder. Op til højtiderne har de også varer, som vi ikke ser andre steder, siger Lis Nielsen.

Det er endnu ikke afgjort, hvad der skal ske i butikslokalet fremadrettet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"