Lykke Per - genfortalt i Haverslev

HAVERSLEV: Onsdag den 21. oktober var der igen højskoleformiddag i Midthimmerlands Kirkehøjskole.
De mange deltagere fyldte Haverslev Kirke til morgensang, og formiddagens foredrag var henlagt til Sognets Hus. 
Sognepræst og fortæller, Flemming Kloster Poulsen, der er præst ved Sct. Mortens Kirke i Randers, genfortalte Henrik Pontoppidans store og delvist selvbiografiske dannelsesroman fra 1904, ”Lykke-Per”, i levende og malende vendinger, så alle formentlig dannede sig billeder af persongalleriet og episoder – som var det en film-klassikker, man så.
- Overordnet kan man sige, at ”Lykke-Per” er en af de helt store fortællinger i danske litteratur og handler om en mands livtag med tilværelsen. Opgør med forældrenes kristendom. Arbejde og ambitioner. Køn, krop og maskulinitet. Kvinder og ægteskab. Mødet med døden og konflikt med en naturvidenskabelig livsforståelse. Til sidst afkald og ensomhed. Det er fortællingen om et menneske, der var dømt til ”Kains fredløshed”, men som også mødte sit liv med stor eksistentiel alvor, fortalte Flemming Kloster Poulsen indledningsvist.
Flemming Kloster Poulsen havde til lejligheden medbragt sig egen udgave af ”Lykke-Per”. En moppedreng på 850 sider! Det timelange foredrag, hvor Flemming Poulsen også havde været nødt til at skære noget fra, gengives her i korte uddrag.
Flemming Poulsen startede med en kunstnerisk frihed. Den østjyske købstad, der omtales i bogen, må være Randers. Både omtales de såkaldte ”Randers Handsker” fra den nu mere end 200 årige Randers Handskefabrik, ligesom Henrik Pontoppidan voksede op i Randers.
Lad ”Lykke-Per” begynde:
- Vi skal tilbage til 1880’erne. I byens præstegård bor familien Sidenius. Præst og far Johannes Sidenius, mor Kirstine, sengeliggende og med syge ben, samt de 11 børn. Peter Andreas Sidenius, der senere tog navneforandring til Per Sidenius, var det mellemste barn. En sorthåret og køn dreng, der følte sig fremmed i familien. Far Johannes havde ringeagt for hele det jordiske liv, og forsøgte at vende børnenes sind til samme livssyn. Per-barn, som han blev kaldt, formastede sig til sammen med en lille drengebande at gå på æbleskud. Det kom faren for øre, og aftenens straffetale til Per med trusler om at blive fredsløs, skabte det første kim i Pers sind til en trodsig ensomhed samt en drøm om at finde et andet sted, hvor han kunne føle sig lykkelig, fortalte Flemming Poulsen, og fortsatte:
- Per drog nu som 16-årig til København. Han ville studere til ingeniør på Den Polytekniske Læreanstalt. Han kom på denne måde på lang afstand af sine forældre og deres tunge livsforståelse. I København mødte Per mange spændende mennesker. Kunstnere, forfattere, politikere m.fl. Sammen med dem lærte han at ”tømme nydelsens bæger”, og at feste igennem. Per var blevet voksen og en ganske charmerende mand, så kvinderne kom nu også ind i hans liv. Han havde mange affærer, og ”lærte de dunkle magter, der driver mennesker”, at kende.
- Under sit ingeniørstudie fik han ideen til et grandiost projekt. Han ville hæve vandstanden i hele Jylland, forbinde byerne med kanaler, og skabe en stor frihavn i Esbjerg!
I forbindelse med projektets mulige finansiering kommer Per i kontakt med jøden Ivan, der var søn af den stenrige grosserer Salomon. I familien Salomons kæmpe palævilla fik Per nu sin gang, og livet bød ham nu på rigdom og luksus, med fester, dans, sang, musik og den fineste mad.
Og her møder han også Ivans søster, Jacobe, en selvstændig og intelligent kvinde, som han forelsker sig i. Først i anden omgang sagde Jacobe ja til hans frieri, og parret blev trolovet.
Det blev bestemt at Per inden trolovelsesfesten skulle på en udlandsrejse til Berlin, Wien, Rom m.fl. for at studere ingeniørkunst. Under rejsen døde Pers far, og Per når akkurat lige hjem til begravelsen, men genoptager hurtigt sin rejse i Europa, beretter Flemming Poulsen videre.
- Vel hjemme fra rejsen arrangerer grosserer Salomon en stor trolovelsesfest med 200 gæster. Netop her har Per alt! Og er han så lykkelig? Nej, han rammes af melankoli og tungsind, og værre bliver det da han i en københavnsk avis læser at: ”Præsteenke Kirstine Sidenius er død”! Hans syge mor var efter Johannes død rejst til hovedstaden for at bo hos nogle af sine andre børn. Per vidste intet, men besluttede at følge morens kiste til Jylland, og sad som æresvagt natten igennem på båden til Randers. Her havde han god tid til at tænke over sin mors skæbne, og alt det hun havde gjort for ham, da han var dreng. Han forstod at moren gennem sin tro havde haft en mægtig kraft at øse af.
- Per kom nu i en større livskrise. Han slog sig ned i Randers-området, drev rundt i engene og tænkte og grublede. Han blev forelsket i pastor Blombergs datter, Inger, og måtte skrive til Jacobe og hæve deres forlovelse. Han blev gift med Inger, fik tre børn, og fik arbejde som landmåler – altså et almindeligt familieliv! Men, Per var heller ikke nu rigtig lykkelig, og kom til den erkendelse, at det måske kun er ”i kampen at man finder lykken”, og i ”sorgen og ensomheden at man føler sig hjemme”, sluttede Flemming Kloster Poulsen sit vidende foredrag.
Romanen slutter med at Per får arbejde som vejassistent. Han bor i en ydmyg bolig ved Aggersund, og måske det er dette sted, han mener, når han udtaler: ”Her har jeg fundet mit naturlige voksested”!
En blændende og rørende roman genfortalt på blændende vis, der får én til at reflektere lidt over livets store spørgsmål. En proces vi alle skal igennem.

Henrik Pontoppidan, 24.7.1857-21.8.1943, modtog nobelprisen i litteratur 1917 sammen med Karl Gjellerup. Præstesønnen Henrik Pontoppidan valgte efter realeksamen ingeniørstudiet i bevidst opposition til faderen. Men umiddelbart før den afsluttende eksamen i 1879 opgav han den sikre karriere til fordel for det usikre liv som forfatter.
Denne beslutning er kendetegnende for Pontoppidan, der gennem sit mere end tresårige forfatterskab aldrig slog sig til ro i en fast livsanskuelse, men gang på gang skiftede ham, som han selv udtrykte det.
Flemming Kloster Poulsen har forfattet en del bøger. Den seneste med titlen: ”I litteraturens spejl – livtag med tilværelsen”. Den handler om, hvordan man kan bruge litteraturens fortællinger i sit livtag med tilværelsen. At læse romaner er ikke virkelighedsflugt. Litteraturen inspirerer os til at få noget godt og stærkt ud af tilværelsen, til at stille krav om væsentlighed i livet. Jeg forsøger at vise, hvordan man i selskab med romaner af bl.a. Dostojevskij, Ida Jessen, Jens Chr. Grøndahl og Kerstin Ekmann kan hente livsoplysning og blive klogere på sit eget livtag med tilværelsen. Her får vi trænet forestillingsevnens muskel og lærer andre menneskers verden at kende, forklarer forfatteren.