Målrig uafgjort kamp, men Hornum blev snydt

Af Ture Damtoft, Onsdag, 05/05/2021 08:00

Serie 2:

Terndrup - Hornum IF

4 - 4 (4 - 2)

FODBOLD: Hornum Idrætsforening har lukket en del mål ind i begyndelsen af sæsonen.

Hvis træner Kristian Skriver så 10 år ældre ud efter kampen i Terndrup torsdag aften, så er der ikke noget at sige til det. Det blev en rutschetur fra den dybeste kulkælder til himlen for så at flade ud med en følelse af at Hornum Idrætsforening skulle have haft mere med fra Terndrup end det ene point det blev til.

HIF blev i startfasen rundbarberet af et supereffektivt hjemmehold. HIF var faktisk toneangivende, men først et kontramål efter en misforståelse i defensiven, og derpå to mål på dødbolde gav Hornum IF en mareridtsstart, og kampen synes afgjort allerede efter 23 min. spil.

I det 30. min. fik Martin Kjær slået et godt indlæg til bageste stolpe. Marc K. Nielsen overløb sin markering og headede en reducering ind til 3-1. Glæden var dog kort da hjemmeholdet i 40 min - på endnu en dødbold øgede til 4-1.

I 44. min. reducerede Hornum til 4-2. Simon Baade havde signaleret udskiftning grundet en ankelskade, men da det trak ud med et spilstop, så humpede han med på halvlegens sidste angreb. Martin Kjær slog endnu et giftigt indlæg, og mellem venner og fjender dukkede den vingeskudte angriber op, og i skøn forening med en Terndrup-forsvarer blev bolden bugseret ind til 4-2.

I pausen talte Kristian Skriver dunder, og det sammen med en trippel indskiftning af den rutinerede trio Mads Rask, Hedehus og Bay fik HIF tilbage i kampen.

Mads Rask testede allerede i 46. min Terndrups defensiv, som måtte redde på stregen. På det efterfølgende hjørnespark fik Terndrup ikke fik afværget situationen.

Niclas Sigvardsen Nielsen samlede nedfaldet op og scorede sikkert til 4-3.

Herpå dominerede HIF stort halvlegen ud, men først i det 80 min. kom udligningen: Philip Mortensen fik slået en bold ind i Terndrups felt. Her dukkede Mads Rask op, og på et vidunderligt og kraftfuldt hovedstød headede han Hornum på omgangshøjde.

Efter 85 min. var der en situation, hvor Hornum var sikre på, at der var dømt straffe. Mads Raks var først på en løs bold i feltet, og blev nedlagt af Terndrups målmand. Men der blev dømt frispark til Terndrup, og Mads Rask fik et gult kort for farligt spil.

Store protester fra Hornum, og efter kampen var flere henne ved Hornums bænk og sige, udeholdet blev berøvet for et klart straffe.

Kampen ebbede ud, og det blev til det ene point.

- Efter at have været nede i sækken med både 3-0 og 4-1, så kan Hornum vel dårligt tilllade sig at være utilfreds, men fornemmelsen efter kampen var alligevel lidt lunken. Det var en kamp, vi skulle have haft mere ud af, og pointene kan vi komme til at mangle når regnskabet skal gøres op. Nu venter to svære lokalopgør mod Aars og Farsø, kampe hvor vi ikke kan budgettere med point, siger formand Johnny Kastrpu Nielsen.

Den første kamp mod Aars er på søndag, 9. maj på hjemmebane.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"