Mange katte i Aars er forsvundet

Af Torsten Hansen, Onsdag, 15/12/2021 07:00

Noget tyder på, at en bestemt person måske kan være gerningsmanden

AARS: I sidste uge skrev vi i Aars Avis om katte der sandsynligvis er blevet bortført. Problemet lader til at være meget større end forventet.

Mindst 11 familier har siden oplyst, at de har været udsat for, at deres kat eller katte er forsvundet. Enkelte af dyrene er efterfølgende fundet mange kilometer borte fra deres hjem, nogle nær Farsø, andre ved Haubro og Øster Hornum og en enkelt kat ved Hjallerup.

For nogen tid siden forsvandt kattene i området omkring Tofteparken og Solvænget i Aars, nu sker det mere i kvarteret ved Østermarken.

Nogle af de involverede katteejere har oplevet, at deres katte forsvandt flere gange. Og det har stået på i mere end et år.

En katteejer, der ønsker at være anonym, forklarer, at familien har mistet to katte, og den ene faktisk mere end en gang. Katten er øretatoveret og familien blev derfor ringet op fra Haubro efter et halvt år, hvor de afhentede katten. Den var meget afmagret, og blev ordineret medicin. Medicinkuren var netop forbi, da katten blev lukket ud igen. Allerede samme dag forsvandt katten igen.

Det kan naturligvis være katten selv der har valgt at forsvinde, men det finder ejeren meget svært at forstå. Det passede ikke til kattens temperament. Katten er ikke set siden.

Flere af de forurettede har mistanke til en navngiven person, som er blevet konfronteret med mistanken. Han nægter sig skyldig. Men alligevel ikke helt uskyldig.

- For cirka fire år siden, da jeg var vicevært i Tofteparken og Agertoften, så jeg en dag en fælde hos en beboer. Jeg besluttede mig for at holde øje, og senere så jeg konkret en kat i fælden. Jeg bankede på grundejerens dør og spurgte: Hvad er det for noget?, siger Peter Neistskov Sørensen, Agertoften 28.

- Beboeren sagde: ”De vil tage fugle. Men der sker ikke kattene noget. Jeg kører dem til Blære, så får de det godt der”, fortsætter Peter Neistskov Sørensen.

- Jeg havde også en ung kvinde der var meget ulykkelig. Hendes kat havde fået klippet håret af halen. Men efter min samtale med manden (navnet er redaktionen bekendt), blev der ro i området. Og da han flyttede, så forsvandt problemet. Men jeg kan forstå, at det nu er kommet igen, lyder det fra Peter Neistskov Sørensen.

Nu er det borgere omkring Østermarken der mangler deres katte.

Inge-Lise Larsen og Christian Larsen har mistet to katte. Parret har haft kontakt til flere, der har mistet en kat i Aars. Inge-Lise Larsen er også blevet kontaktet af en person i Borup.

- Han har set en bil holde, hvorfra der blev sat en kat ud, og så kørte bilen væk igen. Det kan være samme person, siger Inge-Lise Larsen.

Hun har taget kontakt til politiet.

Politikommissær Mikkel Mitchell, der er daglig leder af Nærpolitiet i Aars bekræfter, at politiet har modtaget en henvendelse om sagen.

- Nu skal vi til at snakke med nogle af de involverede.

Vi skal høre om der er nogle, der har noget der kan bevise noget. Er der noget strafferetsligt vi kan sigte nogen for? Derefter skal vi i gang med en faglig juridisk vurdering, forklarer han.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"