Mange positive nyheder i budgettet - men også enkelte reduceringer

Af Torsten Hansen, Lørdag, 26/10/2019 09:41

AARS: Det var en flok trætte, men også meget glade politikere der mødte pressen efter to dages budgetseminar.

- Vi er lidt trætte, jeg kom i seng kl. 02.30, sagde Theresa Berg Andersen (SF), lige inden borgmester Per Bach Laursen indledte med de store hovedlinjer i budgetaftalen.

- Det er et enigt byråd, der har fundet et budget i nat og i dag (torsdag og fredag, red.) Det vigtige er, at servicerammen er overholdt. Samtidig udvider vi driften med 6,9 mio. kr., og så bliver der plads til et historisk højt anlægsbudget på 110 mio. kr. Det er også lykkedes os at henlægge cirka fem mio. kroner i kassen, sagde Per Bach Laursen (V).

Samtlige partier udtrykte glæde over budgettet og over budgetforhandlingernes forløb, hvor der faldt ros til borgmesterens måde at få alle med på.

- Vi er rigtigt glade. Vi blev budt helt indenfor i år, og vi har også fået sat konservative aftryk på budgettet, det er vi glade for. Vi glæder os over, at vi efter mange års pres på folkeskolen nu kan give lidt tilbage. Vi tilfører 1,5 mio. i 2020 og tre mio. i 2021, forklarede Henrik Dalgaard (C).

Theresa Berg Andersen (SF) fremhævede, at rengøringsstandarden for de ældre hæves fra hver tredje uge i 20 minutter til hver anden uge i 20 minutter.

Blandt nedskæringerne er at konto 6 reduceres med 914.000 kroner, hvilket betyder afskedigelse af to til tre medarbejdere.

Læs mere i Aars Avis på onsdag.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"