Mange stumper - men færre besøgende i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 27/04/2022 07:00

Åbningstider vil muligvis blive ændret fra 2023

AARS: Man taler meget om, at Corona har holdt folk tilbage fra at deltage i større arrangementer. Nu kan man muligvis tale om, at der er et overudbud af aktiviteter, hvilket betyder, at folk i højere grad overvejer, hvad de vil deltage i.

Den situation er muligvis baggrunden for, at antallet af gæster til Aars Stumpemarked i lørdags faldt.

- Alle var glade og tilfredse. Men vi havde noget færre besøgende end i efteråret, siger Karsten Nielsen, arrangør af Aars Stumpemarked.

I efteråret trængte folk til at komme ud, alle store arrangementer havde været aflyst længe. Udlængslen gjorde, at 3200 besøgte stumpemarkedet i Aars. Men denne gang kom der lige knap 2000 gæster i Aars.

- Vi havde ændret åbningstidspunktet, så færre havde behov for at overnatte lokalt. Det har ikke trukket flere til, så det er spørgsmålet, om vi flytter tidspunktet til det samme som vi havde tidligere, siger Karsten Nielsen.

Trods det lidt mindre gæsteantal så er arrangørerne tilfredse. De glæder sig også over, at mange har benyttet tilbuddet om at komme gratis ind, hvis de møder frem med en specialbil eller motorcykel.

- 350 benyttede sig af denne mulighed. Næste gang kommer det til at koste et lille beløb for føreren at deltage, forudser Karsten Nielsen.

Et stumpemarked henvender sig til et særligt publikum, og de fleste planlægger deres besøg i god tid. Derfor udgør de helt sikkert også en god del af de 2000, der besøgte markedet i år.

- Det kan vi se ud fra, at der var mere købelyst denne gang. Og der blev også solgt for mange tusinde kroner på flere af standene, fastslår Karsten Nielsen.

Det forhold er stærkt medvirkende til at arrangørerne er ved godt mod, og glæder sig til at komme igen til efteråret.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"