Masser af musik i Vesthimmerland - Musik på Havnen skal skabe liv i Løgstør

Af Ture Damtoft, Onsdag, 15/07/2026 08:29

VESTHIMMERLAND: Der er masser af musik i Vesthimmerland i weekenden.

Fredag er der koncert med lokale Human Inside i Aars, og lørdag er det Mads Toghøj, som er blevet nærmest et fast indslag til sommerkoncerterne på Kimbrertorvet.

Men der er meget mere musik i Løgstør, hvor musik, fællessang og hyggeligt samvær bliver omdrejningspunktet, når Lions Freja Løgstør på lørdag, 18. juli inviterer til det nye arrangement Musik på Havnen i teltet ved Kulgården på Løgstør Havn.

Fra middagstid kan både løgstørianere, sommerhusejere, turister og andre besøgende opleve et alsidigt musikprogram, hvor lokale kræfter sørger for underholdningen hele eftermiddagen og til tidlig aften.

På scenen kan publikum glæde sig til et stort musikprogram med Løgstør Harmonikaorkester, Limfjordsmuseets Sømandskor, Bedsterne, En Blandet Landhandel, De 4 Håndtryk og Dream Team.

Desuden bliver der mulighed for at synge med, når fællessangen samler publikum i teltet.

Arrangementet er skabt for at give liv til havnen i weekenden mellem Muslingefestivalen og Jazzfestivalen, hvor det store telt traditionelt står tomt.

- Vi ønsker at skabe en hyggelig dag, hvor mennesker kan mødes omkring musikken og nyde den særlige stemning på havnen. Samtidig håber vi, at arrangementet kan være med til at gøre Løgstør endnu mere levende i sommerperioden, lyder det fra Lions Freja Løgstør.

Musik på Havnen er blevet til med støtte fra lokale sponsorer, og Lions Freja Løgstør sender en stor tak til Rema, KonditorBager Groes og Ranum Efterskole for opbakningen.

Et eventuelt overskud fra arrangementet går ubeskåret til lokale humanitære formål, som Lions Freja Løgstør støtter gennem hele året.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"