MAT Dania i Aars presset af Covid-19 restriktioner

Af Ture Damtoft, Torsdag, 12/11/2020 12:29

AARS: Hos MAT Dania i Aars kom nedlukningen af de syv nordjyske kommuner på det næsten værst tænkelige tidspunkt.

Efter et forår og en sommer med nedgang i ordretilgangen er virksomheden, der leverer maskindele over hele verden, tilbage. 

Der er indkommet så mange ordrer, at produktionen på fabrikkerne i Aars og i Polen igen kører på højtryk.

- Vi har rigtig travlt og er på over normal produktion, så det er godt. Den der med at køre uden radar, som jeg sagde i september, det passer ikke mere. Der er styr på forretningen, og ordrerne er kommet ind igen. Nedlukningen kom på et meget uheldigt tidspunkt, for det har konsekvenser for vores leverancer, men vi gør alt for at kunne levere til vores kunder og især til landbrugs- og fødevare-industrien, siger CEO Jørn Krogager Henriksen, der selv er bosat i Horsens men siden torsdag har været installeret i et af golfhusene i Himmerland, så han selv overholder restriktionerne.

Speederen i bund

MAT Danias kunder i landbrugs og fødevare sektorerne kan ikke vente i længere tid på leveringer.

Derfor er omkring 20 kritiske medarbejdere blevet bedt om at krydse kommunegrænsen ind til Vesthimmerland, for at holde gang i en produktion, hvor man ikke bare kan trykke på en stop/start knap.

- Det er ansatte i vitale områder indenfor produktionen, som vi har bedt om at møde på arbejde. Ellers ville vi have 120 mand stående uden arbejde i Polen, og de har ikke lønkompensation som i Danmark. Vi er jo i en procesindustri. Enten har man speederen i bund, eller også slukker man motoren, og derfor er vi nødt til at have ansatte i kritiske funktioner på arbejde. Vores kunder i fødevareindustrien har bedt os om at opretholde leveringer. Ellers ville der måske være 2000 mand ikke bare i Mat Dania men også andre virksomheder, som ikke ville kunne udføre deres funktioner. Det ville have store økonomiske konsekvenser ikke bare for os men for vores kunder og i sidste ende samfundet, siger Jørn Krogager Henriksen. 

Udover de kritiske funktioner er de ansatte blevet bedt om at arbejde hjemmefra, og en stor del af medarbejderne er ansat i Vesthimmerlands Kommune. F.eks. chaufførerne, og de kører ikke på tværs af kommunegrænser. 

- Vi overholder de restriktioner, der er kommet, så vidt som overhovedet muligt. Det er vi nødt til at gøre, og så har vi indskærpet en masse procedurer ikke bare på fabrikken i Aars men også i Polen for at mindske smitterisikoen så meget som muligt, siger Jørn Krogager Henriksen.

 

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"