Mere end 1000 trolde og hekse rykkede ud i Aars

Af Torsten Hansen, Torsdag, 07/03/2019 12:55

Borgmesteren fik en slik-borgmesterkæde

AARS: Grønne ansigter, spidse ører, lange sorte hatte og sorte dragter fyldte Aars Lystanlæg, Himmerlandsgade og Kimbrertorvet i Aars torsdag formiddag.

Et sted mellem 1000 og 1200 børn og en hel del voksne, udklædt som trolde og hekse, gik fra anlægget op og ned ad Himmerlandsgade for at slutte på Kimbrertorvet. Samlet set er det nok det største antal mennesker der har været på Kimbrertorvet på en gang.

- Det er en fantastisk oplevelse, at se så mange på Kimbrertorvet. Det er virkelig dejligt, sagde inspektør Søren Toft Mølgaard, Aars Skole, da han stod på den til lejligheden opstillede container-scene på torvet.

De mange børn, lærere og pædagoger sang derefter sangen "Heksemutter". Og så var det tid til at røre sig - på den smule plads der var. Louise Boyding Hejlskov, leder af Dance & Stage, fik alle trolde og hekse til at danse og hoppe. Det var næsten så Kimbrertorvet rystede under de mange børns glade hoppen.

Troldene og heksene fra Børnehaven Bakgården havde lavet en gave til borgmester Per Bach Laursen, der også kom for at kigge på det store optog.

Han blev inviteret på scenen og takkede, mens han kaldte den store begivenhed for "det ultimative fællesskab" og glædede sig over at se de mange børn.

- Det kan være vi har en ny tradition her, foreslog borgmesteren.

Så kom Konrad og Lea fra Børnehaven Bakgården op på scenen med en spand. I spanden gemte sig en borgmesterkæde. Kæden var lavet af slik.

- Tak skal I have. Den er næsten flottere end den jeg har på rådhuset, lød det fra borgmesteren.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"