Messecentret i Aars kører på fuld drøn

Af Torsten Hansen, Onsdag, 06/02/2019 08:30

Højsæsonen i 2020 er ved at være fuldt booket allerede nu

AARS: For nogle år siden var januar en lidt stille måned for Messecenter Vesthimmerland. Men i år har der været masser af aktiviteter, og ser man på kalenderen, så fortsætter det høje aktivitetsniveau.

- Vi har rigtig god gang i den, indrømmer Brian Otte, der tiltrådte som direktør i 2017.

- Det fortsætter også. Vi kan allerede nu konstatere, at højsæsonen i 2020 er ved at være helt booket, fortsætter han glad.

Messecentret har været meget opsøgende i flere år for at sætte ting i gang, og det har fungeret godt.

- Vi er inde i en god stime, og når det rygtes, at der kommer et stort publikum til Aars, så får det endnu flere til at komme, forklarer Brian Otte.

Aktivitetsniveauet på hjemmebanen betyder, at forretningsdelen hvor centret tilbyder sig som driftsansvarlig for messer andre steder ikke har så høj fokus.

- Vi arrangerer stadig forårsmessen i Lanternen i Løgstør, hvor der er helt udsolgt af standpladser i marts, og vi fortsætter også med Outletmesse i Frederikshavn. Men vores primære fokus er at holde tingene hjemme. Det er en balance, hvor vi skal finde tid til det hele, opregner direktøren.

I den nærmeste fremtid er der model- og hobbymesse. Den efterfølges af Tidens Kunst.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"