"Mirakuløst" held i uheld ved Haverslev

Af Ture Damtoft, Mandag, 08/07/2024 11:58

HAVERSLEV: En 60 årig mand slap ífølge politiet "mirakuløst" med kun overfladiske skader ved et alvorligt solouheld på Roldvej lidt øst for Haverslev.

Når man ser skaderne på bilen, er udtrykket ikke overdrevet.

Uheldet sket klokken 00.56 natten til mandag, hvor politiet modtog et automatisk opkald fra den forulykkede VW T-Roc.

Et såkaldt eCall opkald hvor der foretages et opkald til 112, hvis føreren ikke er i stand til det.

- Vi rykkede selvfølgelig derud og kunne konstatere, at bilen af uforklarlige årsager var endt i den modsatte side af køreretningen. Bilen havde første ramt et træ, så et træ mere og lå på siden, siger politikommissær Lars Rosenvinge.

Kølerhjelmen, dele af forskærmen, forhjul, batteriet og andre vragdele lå omkring bilen, der var landet på førersiden.

Den 60 årige fører af bilen klagede over smerterne i benene og ømhed i kroppen og var teknisk fastklemt - teknisk fordi døren ikke kunne åbnes.

- Det er nærmest mirakuløst, han er sluppet med overfladiske skader. Bilen har fået en ordentlig omgang, siger Lars Rosenvinge.

Brandvæsnet skar taget af bilen for at få den 60 årige fører ud, og han blev taget med til tjek på hospitalet.

En bil med eCall er selv i stand til at ringe til alarmcentralen, hvis der sker en ulykke, hvor en eller flere airbags udløses. Samtidig fortæller den, hvor ulykken er sket, og etablerer en taleforbindelse mellem alarmcentralen og bilen.

Funktionen er et lovkrav i alle nye bilmodeller fra 2018, altså ikke nye biler men nye modeller lanceret efter 1. marts 2018.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"