Motionsdag med masser af aktiviteter - SE BILLEDERNE HER

Tirsdag, 13/10/2015 13:53

De anderledes aktiviteter fandt heller ikke sted på selve skolen, den var sådan set allerede ”gået” på efterårsferie. I stedet var det Farsø Søanlæg, Farsø Stadion, P-pladsen foran Dronning Ingrid Hallerne og hallerne indenfor, der lagde plads til de mange aktiviteter.

 

Det var projekt Sundhed, Trivsel & Læring - et samarbejde mellem Farsø Skole og Farsøs foreninger, der stod bag dagens aktiviteter for ca. 650 af skolens elever.

 

I Farsø Søanlæg var det Uhrehøje MTB som stod bag en stafet ved hjælp af MTB-cykler, sæbekassebiler og løb. Undervejs på ruten omkring søen var der opsat løbebaner, ramper og andre udfordringer som eleverne skulle forcere. På græsarealet ved tennisbanerne havde skolens lærere derimod arrangeret amerikansk fodbold, hvor eleverne virkelig fik pulsen op.    

 

Pulsen gik også højt hos FUIK og Farsø KFUM HK, som stod bag en såkaldt Street turnering i henholdsvis fodbold og håndbold på p-pladsen ved Dronning Ingrid Hallerne. Farsø Motionsklub havde derimod valgt blødt underlag, som ganske vist var vådt græs på Stadion til styrketræning ved hjælp af måtter, bolde og traktordæk.  

Samme sted befandt sig også Farsø Pentaqueklub ved deres baner. Det skulle vise sig, at netop denne aktivitet blev særdeles populær blandt eleverne. Et spil, som mange elever indtil da havde peget fingre af, skulle vise sig at blive et rent hit, der lagde op præcision, teamwork og ikke mindst kampgejst. Efter motiverende tilråb, hoppede eleverne i vejret, når de tunge jernkugler placerede sig rigtigt. Også medlemmerne af petanqueklubben, som stod for at instruere og tælle point var meget overraskede over elevernes gejst. De har vist fået øjnene op for at det absolut ikke er et kedeligt spil.       

 

Indenfor i hallerne havde Farsø Gymnastikforening fundet gymnastikredskaberne frem, som eleverne kunne boltre sig på. Men foreningen havde også fundet på yoga og dans. Dansen især, fik rytmerne frem blandt eleverne – især pigerne. Til en kendt MGP sang blev dansetrinene øvet således, at samtlige 650 elever kunne slutte motionsdagen af i opvisningshallen med fællesdans, dog på den måde at de gruppevis viste deres individuelle ”moves”.     
Se flere billeder her

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"