Motorcykelentusiast er gæst i touring klub i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 12/10/2022 07:00

Henriette Thiim holder foredrag om tur i Afrika

AARS: Jeg var på mit livs motorcykeltur i januar. En måned i Sydafrika med min søn Kasper på 13 år på bagsædet, siger Lars Aarup, Aars Touring Club.

Det var i denne forbindelse han fik kontakt til Henriette Thiim, som er igang med en tre års rejse.

- Da jeg hørte, at hun skulle et lille smut hjem til Danmark sidst i oktober, skyndte jeg mig at invitere hende til at fortælle om eventyret. Derfor kommer hun til Aars Touring Club torsdag, 20. oktober og holder foredrag, siger Lars Aarup begejstret.

Henriette Thiim er kort hjemme i Danmark fra sin motorcykelrejse, som indtil videre har varet mere end to år.

Henriette Thiim tog afsted på sin Honda 1. august 2020 og har siden kørt 70.000 kilometer gennem 33 lande i Europa og Afrika. Hun regner med at eventyret kommer til at vare knap tre år, inden hun og Hondaen ruller ind over den danske grænse igen.

Ved foredraget bliver der lejlighed til at høre, hvordan hun sad fast i Marokko i seks måneder, da grænserne blev lukket, og hvordan hun endelig kom til Sydafrika - og nu er på vej hjem til Danmark langs Afrikas østkyst og Mellemøsten. Hun fortæller også om sin første store motorcykelrejse fra Alaska til Argentina.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"