Musik i Aars, men få sommerkunder

Af Ture Damtoft, Onsdag, 31/07/2024 09:00

AARS: De mange koncerter hver fredag og lørdag i juli fik fyldt Kimbrertorvet hver gang, selv når vejret ikke var det bedste.

Men hvor der var masser af musik, var der ikke helt så mange kunder i sommermåneden, er handelschef Jesper Nielsens indtryk.

- Koncerterne har været rigtig godt besøgt, til trods for at halvdelen blev holdt i regnvejr. Handelen har været meget blandet. Nogle har virkelig manglet noget omsætning, og andre ligger lidt over niveauet sidste år. Min fornemmelse er, at mange, som handler i Aars, er rejst på ferie udenlands, og er de væk i 14 dage eller tre uger, kan det mærkes i butikkerne, siger Jesper Nielsen.

Han glæder sig over den store opbakning til koncerterne og måske især den fredagskoncert med Michael Hausted fredag, 12. juli, hvor publikum var de helt unge.

- Han trak en helt anden målgruppe, end vi normalt ser, og vi er enige om, at vi skal prøve det igen næste år. Så vil han markedsføre på sin egen tik-tok og instagram profil, og så tror vi på, at vi når et nogetkun længere ud til publikum, siger Jesper Nielsen.

Sommerkoncerterne vender helt sikkert tilbage, og så skal der lige evalueres på det og på hvilke artister, der skal bookes.

En delevaluering er dog gjort og dømt en succes - nemlig at have koncerter fredag og lørdag.

- Nu, hvor vi holder det om fredagen, er der kommet rigtig mange menensker, og 15 til 17 er et godt tidspunkt, hvor de kan nå at komme ned og få en øl eller to på torvet, butikkerne stadig er åbne, og så er der også tid til at hygge med familien eller vennerne om aftenen. Vi trak et stabilt antal mennesker på torvet, og mange kender vi jo som loyale kunder i butikkerne, og så passer det godt, at de kan komme til gratis koncerter i juli, siger Jesper Nielsen, der glæder sig til de to næste arrangementer i august.

Første en slagtøjtrio fra Aalborg Symfoniorkester 22. august og så den internationale kultur- og madfestival, der blev en gigasucces i 2023.

I år kommer der flere boder og mad fra seks forskellige lande plus Danmark, så man kan smage på endnu mere lækker mad.

Sidste år var portionerne så store, at man skulle have ualmindelig god appetit for at smage på det hele, så portionerne bliver lidt mindre i år, men prisen er den samme.

- Vi har 400 billetter til salg, og jeg tror på, vi nok skal få udsolgt igen. Overskuddet giver vi nok til Aars Kirke igen. De har et stort engagement i lokalsamfundet med fælles arrangementer og hjælp til dem, som trænger til det, siger Jesper Nielsen.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"