Nærpolitiet fik en varm velkomst i Aars

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 15/09/2021 08:00

Justitsministeren indviede ny nærpolitistation ved Løgstørvej

AARS: Politiet fik en varm velkomst i Aars tirsdag formiddag, da den nye Nærstation Vesthimmerland ved Løgstørvej blev indviet. Det skete med deltagelse af justitsminister Nick Hækkerup og politidirektør Anne Marie Roum Svendsen, som begge glædede sig over de muligheder som nærpolitistationen giver borgerne og politiet.

Justitsministeren klippede den røde snor ved hovedindgangen og erklærede nærstationen for åben. Det skete i overværelse af et par hundrede borgere, heriblandt børnehavebørn, tidligere og nuværende politikere og ikke mindst politibetjente og medarbejdere med tilknytning til de tidligere stationer i Aars, Farsø, Løgstør og Aalestrup.

- Det er en god dag for mig som minister, men også for jer som borgere fordi I fremover får mere nærhed til politiet og dermed mere tryghed i dagligdagen, sagde justitsminister Nick Hækkerup.

Ministeren nævnte, at det har været populært at samle mange funktioner i større enheder. Nu decentraliserer politiet fordi det er vigtigt med betjente der kender borgerne og som borgerne henvender sig til, fordi de kommer tættere på hinanden. Nærstationen bliver en del af det lokale liv. Jeg vil ønske et stort til lykke og er sikker på, at I vil få stor glæde af det, sagde Nick Hækkerup.

Borgmester Per Bach Laursen var også med - både fysisk og som papfigur. Borgmesteren sagde, at han havde været lokal sherif i fire år og var tryg ved, at han nu afløses af seks nærpolitibetjente, som hver udfører tjeneste fra stationen i Aars 15 timer ugentlig.

- Al logik siger, at der skal være en nærpolitistation i Vesthimmerland.

Det har længe været et stort ønske for os at politiet kommer tilbage og bliver mere synlige. Centralisering er ikke til gavn for et område som her.

Vi har brug for et decentralt politi, så vi kan føle os trygge, lød det fra borgmesteren. Bygningen ved Løgstørvej, som tidligere har været politistation, er gennemrenoveret, og de seks nærbetjente har fået faste kontorpladser med afskærmning, mødelokale, samtalerum, modtagelse, garageanlæg osv.

Der vil være åbent i nogle timer mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Desuden vil politiet være synlige ved lokale begivenheder og i gaderne i hele Vesthimmerland. Åbningen af den nye nærstation skabte kø ved hovedindgangen.

Indvielsen foregik udenfor, men bagefter var der mulighed for at komme ind og besigtige lokaler og udstyr - og tale med betjentene.

De seks betjente i Aars får ingen lokal leder, men sorterer under politikommissær Mikkel Mitchell, Nordjyllands Politi i Hobro.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"