NASA professor besøger Aars

Af Torsten Hansen, Lørdag, 07/09/2019 11:41

AARS: Eleverne på Vesthimmerlands Gymnasium og 3. årgang på HTX på Erhvervsskolerne Aars kan se frem til et yderst spændende foredrag tirsdag formiddag i Aars.

Professor Ravi N. Margasahayam er en slags ambassadør for NASA. Han er VIP Tour Guide and International Public Speaker 2019 Solar System Ambassador, NASA John F. Kennedy Space Center.

Han ved en masse om, hvordan mulighederne er for at komme til Mars, og hvornår det kan komme til at ske.

Det er Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), der står bag arrangementet.

Foreningen har til formål at udbrede interessen for naturvidenskab, særligt blandt unge.

- Vi arbejder for at alle unge kan få mulighed for at dykke dybere ned i naturvidenskaberne, men også for at skabe et socialt rum hvor unge med en naturvidenskabelig interesse kan mødes. Skolekarakterer og -niveau er ikke vigtigt i UNF - det der tæller, er nysgerrigheden og lysten til at lære, siger Camilla Paaske, bestyrelsesmedlem i UNF Aalborg og tidligere bosat i Aars.

Foreningens kerne udgøres af de op imod 450 frivillige, som står for alt - lige fra arrangeringen af de lokale foredrag og planlægningen af sommerens UNF ScienceCamps til den daglige drift og økonomi og sågar også hjemmesideopsætning. De fleste er enten gymnasieelever eller universitetsstuderende på naturvidenskabelige linjer, men alle er velkomne til at være med, blot de har lysten til at beskæftige sig med naturvidenskabsformidling.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"