Nibe Lystbådehavn oplever fremgang i juli

Mandag, 03/08/2009 11:11

Juli måned har opvejet en halvdårlig forsæson når det gælder antallet af gæstesejlere der anløber havnen i Nibe.
– Vi er lige anløbet den flotte havn, efter jeg ikke havde set havnen i Nibe siden for 30 år siden. Sandt at sige er der sket meget, og den afmærkede sejlrende gør det nemt nok at finde ind til Nibe.
Ordene er talt ud af munden på en gæstesejler, som fredag morgen anløb Nibe, og som søgte hjælp og information hos havnefoged Torkild Gade på Nibe Lystbådehavn.
– Og den ér altså god nok, understreger havnefogeden. Forholdene på Nibe Lystbådehavn er godt på vej til at blive helt optimale, og det viser også en rapport, vi har modtaget, efter vi i går havde uanmeldt kontrol af de forhold der skal være i orden for at have det blå havneflag.
Forholdene omkring Nibe Lystbådehavn handler om såvel de fysiske forhold for sejlerne, dvs. gode liggepladser i havnebassinet og ordentlig adgang til havnen gennem sejlrenden, Men det handler også om forhold, som for blot nogle få år siden ville blive anset for ren luksus i forhold til at være lystsejler i ferie og fritid, siger Torkild Gade:
– Vi kan i lystsejlerbranchen lære noget af campingbranchen. Her har man virkelig skabt gode forhold for sine gæster rundt om på landets campingpladser, og det tager vi ved lære af her på Nibe Lystbådehavn, understreger havnefogeden – og han nævner her, at havnen det seneste års tid har brugt omkring én million kroner på forberdring af badefaciliteter, etablering af vaskerum med tørretumblere, etablering af gratis 4 megabit trådløst internet, etablering af opholds- og grillpladser på bådebroerne – og allermest ønsker vi os nu en legeplads, som vi ikke har haft de senere år, siger Torkild Gade til Nibe Avis.
Gæstesejlere søger Nibe
Når snakken så falder på antallet af gæstesejlere, er havnechefen også fortrøstningsfuld:  – Vi er jo meget afhængige af vejret, og her var april måned i top, men det var for tidligt for sejlerne til at være sæsonklare. Maj og juni var gennemsnitsmåneder med halvdårligt vejr, og det påvirkede besøgstallet. Men i juli har vi fremgang, og vejrmæssigt har denne feriemåned ikke været bedre end andre år. Så mon ikke vore gode faciliteter og livet på Nibe Lystbådehavn alligevel trækker i mange, som ønsker at besøge Nibe. Alt i alt har vi i juli en fremgang i antallet af gæstesejlere, og det bringer tallet her i slutningen af juli op på status quo i forhold til 2008, som var et klart fremgangsår, siger Torkild Gade til Nibe Avis.
Nye og gode initiativer
Torkild Gade har også masser af lovord til havnens nye restauratør Peter Bertelsen. De mange nye initiativer omkring Restaurant Bryggen og Nibe Lystbådehavn har virkelig sat noget i gang. Resultaterne ser vi ikke altid lige med det samme, men et nyt ishus, ny opmærksomhed omkring restauranten, råvaremarked på Nibe Bryghus og flere nye initiativer, har sat sine spor i besøgstallet, også fra landsiden, understreger han.
Sejlrenden
Forårets megen debat om den gravede sejlrende til og fra Nibe Lystbådehavn ser Torkild Gade som tildels faldet til ro. Aalborg Kommune ville have medfinansiering til opgravningen fremover, men det har vi ganske enkelt ikke mulighed for. Vi skaber rammerne for havnen, ud fra de indgåede aftaler, og vi har talt med kommunen om, at der må helt andre løsninger til fremover. Og sådan forventer vi det bliver. Kommunen har jo også meldt ud, at man går efter andre og mere alternative muligheder, f.eks. en afskærmning, som også i gamle dage var med til at holde havnen fri for tilsanding. Vi ser frem til mere varige løsninger, og imens skal vi nok holde havnen intakt og udvikle det gode miljø, understreger havnechefen.
Lidt malurt
Torkild Gade har dog et enkelt kritikpunkt. Det gælder informationsniveauet fra busdriften til og fra Nibe: – Vi oplever i denne tid dagligt, at lystsejlere der ankommer til Nibe, gerne vil besøge Aalborg. Her henviser vi som regel til NT’s busser, med afgang fra Torvet. Men det er ikke længere muligt at få små køreplaner til rådighed, som vi kan udlevere til gæstesejlerne. Vi må bede gæsterne om at »gå på Nettet«, eller gå op i byen og læse den opslåede køreplan. Dét er ikke godt nok, og han ser frem til, at det igen bliver muligt at få trykte køreplaner fra Nordjyllands Trafikselskab.
Flere sejlere
Da Nibe Avis besøgte Nibe Lystbådehavn, var der fra morgenstunden livlig aktivitet. Flere både ankom til havnen, og enkelte forlod stedet igen efter en overnatning. Blandt de der ankom var tre hollandske kvinder i en ganske stor lystyacht. Dén måtte vi have til at ligge på langs ved broen, for skibet var ganske enkelt for bredt til at kunne ligge mellem vore pæle, siger Torkild Gade, og han glæder sig dagligt over det sammenhold og den gode stemning der hersker på havnen.
– Det gælder også de lokale med fast tilholdssted på havnen. Her til morgen troppede Frank Kjær og Jørgen Christensen op for at reparere en defekt vandledning på én af broerne. En motor blev monteret på havnens arbejds-platform, og turen gik så ud til én af broerne, hvor defekt’en blev udbedret. – Sådan er det bare; der er altid nogle der gerne vil hjælpe hinanden, og det oplever vi også blandt lystsejlere, som aldrig har set hinanden før. Det gode miljø hersker i sejlerkredse, og det smitter positivt af, her på havnen i Nibe, slutter Torkild Gade.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"