Nu bliver gæster og kunder talt i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 13/11/2024 07:00

AARS: Aars Handel har investeret 150.000 kroner i et system, så alle gæster og forhåbentlig også kunder i Aars bliver talt.

Systemet blev sat op mandag.

Der er i alt 16 punkter, hvor besøgende bliver talt, langt de fleste af dem omkring Himmerlandsgade og så et ved Messecenter Vesthimmerland og et ved de tre store butikker på Markedsvej.

- Vi får også en sat midlertidigt op ved den gamle svømmehal, så vi kan se, om gæsterne til juleudstillingen også kommer ned i Himmerlandsgade og til butikkerne, som vi selvfølgelig håber på. Det er også derfor, vi sætter en op ved Harald Nyborg. Når vi taler med butikskæder, vil de gerne have tal for potentialet af kunder. Som det er nu, har vi en fornemmelse af, hvor mange kunder, vi har i Aars. Nu får vi konkrete tal på det, siger handelschef Jesper Nielsen foran Sport24 i Himmerlandsgade.

Her står han sammen med Kent Ottosen, der skal installere systemet, som er købt fra firmaet IMAS, der står for Intelligent Management & Analysis Systems.

- Systemet registrerer alle, som går forbi kameraet, og lidt simpelt sagt inddeles de i grupper af voksne og børn og mænd og kvinder, og hver person får tildelt et id-nummer ud fra deres telefon, og det id-nummer bliver så registreret, hver gang det passerer et punkt i systemet, så man kan følge kundens bevægelser. Det er minimum 95 pct. nøjagtigt, og visse steder 100 pct. nøjagtigt, fordi det dækker hele bredden af f.eks. en smal smøge, siger Kent Ottosen.

Er ikke overvågning
Inden man når at stille et opfølgende spørgsmål, begynder han selv at besvare det. For hvordan er det lige med kamera og billeder og GDPR regler?

- Vi begynder ikke at registrere, hvem der færdes hvor.

Id-nummeret får ikke tilknyttet et navn, og de data, som bliver genereret, inkluderer heller ikke navne, siger Kent Ottosen og bliver suppleret af handelschefen.

- Det bliver kun mig, som har adgang til data, og i Aars Handel skal vi kun bruge antallet af kunder. Jeg kan godt forsikre alle om, at vi ikke begynder at overvåge folk, når de kommer på besøg i Aars, siger Jesper Nielsen, der drejer fokus over på betydningen for Aars Handel og for byen.

- Vi vil for eksempel kunne se, hvor kunderne er. Der bliver snakket om, at de ikke kommer så meget i dele af Himmerlandsgade til By Night arrangementer, det finder vi nu ud af med sikkerhed.

Butikkerne kan også købe sig ind i systemet, så de kan se, hvor mange af dem, der går forbi også kommer ind i butikken, og så kan de se på antallet af ekspeditioner, hvor mange der så også køber noget. Jeg tror heller ikke kommunen har et overblik over, hvor meget detailhandelen bidrager med, og der bliver det godt at kunne komme med konkrete tal, næste gang vi beder om støtte til et arrangement, siger Jesper Nielsen.

Hvad så hvis tallene er lavere end forventet?

Der bliver grinet, inden svaret kommer:

- Ja, så er det da noget møj, men det tror jeg ikke. Vi har altid været ret forsigtige, når vi anslår antallet af gæster, så jeg tror faktisk, vi får lidt højere tal end forventet, men det vigtigste er, at de bliver nøjagtige, siger Jesper Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"