Nu navne på alle udvalgsposter i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Torsdag, 27/11/2025 12:36

VESTHIMMERLAND: Det nye byråd konstituerer sig på torsdag, 4. december, og alle fem pariter i det nye byråd - Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti - har fordelt posterne i de stående udvalg.

Det er en lang liste og mange citater at komme igennem, men alle de nævnte er med til at bestemme retningen for alle knap 36.000 borgere i Vesthimmerlands Kommune fra 1. januar og fire år frem.

Ingen overraskelser på borgmesterposterne, der blev meldt ud som det allerførste.

Borgmester er igen Per Bach Laursen i sin tredje periode, 1. viceborgmester er Signe Nøhr i sin anden periode og ind på 2. viceborgmester posten kommer Liselotte Lynge.

- Jeg ser frem til en periode mere som borgmester. Valgkampen var nok lidt hårdere, end forventet, men jeg ville gerne have arbejdet videre med en bred konstituering. Sådan blev det ikke denne gang, men jeg vil stadig række ud til alle partier for at få et godt samarbejde, siger Per Bach Laursen.

- Jeg kender rollen som viceborgmester, og jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med borgmesteren. Men drømmen om, at borgmesteren kommer tilbage i konservative hænder, er ikke opgivet, det blev bare ikke denne gang, siger Signe Nøhr.

Økonomiudvalg: Formand Per Bach Laursen (V), næstformand Signe Nøhr (K), Jens Jørn Nielsen (V), Jakob Dyrman (V), Jeppe Korreborg Pedersen (K), Asger Andersen (S) og Annemette Bach (SF).

Sundhed og beskæftigelse
Sundhedsudvalget: Formand Lars Andresen (V), næstformand Liselotte Lynge (DD), Lene Ladegaard (V), Morten Høgh (V), Anette Borup Fristrup (K), Asger Andersen (S) og Annemette Bach (SF).

- Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet i Sundhedsudvalget, og være med til at føre den nye sundhedsreform ud i livet. Vi skal sikre kommunens borgere en fortsat nærhed i sundhedsvæsenet, og sikre at Farsø Sygehus fortsat er en vigtig del af sundhedstilbuddet i Region Nordjylland, siger Lars Andresen..

Beskæftigelsesudvalget: Formand Jimmy Støttrup (V), næstformand Nicklas Ådén Poulsen (K), Benny Hansen, Thomas Nordahl, Birgitte Sørensen (DD), Lesia Havryliuk (S) og Jens Chr. Pedersen (SF).

- Vi har i den forgangne byrådsperiode leveret rigtigt gode resultater på beskæftigelsesområdet. Resultater som har været medvirkende til, at vi i byrådet har haft økonomien til at kunne prioritere nogle af vores vigtige velfærdsområder som eksempelvis ældreområdet, siger Jimmy Støttrup, der også er gruppeformand for Venstre.

Kultur, børn og teknik
Kultur- , Fritid- og Landdistriktsudvalget: Formand Per Nyborg (K), næstformand Benny Hansen (V), Morten Høgh (V), Jørgen Smith Nielsen (DD), Nicklas Ådén Poulsen (K), Henrik Sloth (S) og Kenneth Nyholm (S).

- Jeg glæder mig til at fortsætte i rollen og fortsætte det gode samarbejde med vores kulturinstitutioner og foreningslivet. Det bliver også spændende at tage fat i en af de første arbejdsopgaver - en Hal 3 i Aars, siger Per Nyborg, der havde højeste personlige stemmetal blandt kandidater fra Aars.

Børne- og Familieudvalget: Formand Signe Nøhr (K), næstformand Per Bisgaard (V), Lene Ladegaard (V), Liselotte Lynge (DD), Jeppe Korreborg Pedersen (K), Jens Chr. Pedersen (S) og Christina Haaning Normand (SF).

- Jeg kender udvalget særdeles godt og har arbejdet med området de sidste otte år. Jeg glæder mig til at arbejde endnu mere for området. Det bliver en periode, hvor vi skal sikre ro om skolerne, arbejde med den rette inklusion, og arbejde for at vi tager bedre hånd om vores familier, bl.a. i forhold til diagnoser, siger Signe Nøhr.

Teknik. Miljø- og Klimaudvalget: Formand Allan Ritter (K), næstformand Jørgen Smith Nielsen (DD), Thomas Nordahl (V), Jimmy Støttrup (V), Henrik Dalgaard (K), Kenneth Nyholm (S) og Christina Haaning Normand (SF).

- Skinnerne er allerede lagt ud i forhold til at forbedre vores byggesagstider. I den kommende periode skal vi være endnu hurtige og bedre i forhold til vores byggesagsbehandling. Jeg glæder mig også til spændende større byggeprojekter i kommunen – bl.a. en ny marina i Løgstør, siger Allan Ritter.

Citater fra DD, S og SF
Fra Danmarksdemokraterne udtaler Liselotte Lynge:

- Jeg glæder mig til den nye periode. Vi har fået et godt hold med tre mandater, og det er jeg glad for. Vi har fået en plads i de forskellige udvalg og har nu en chance for at følge med i politiken, og vi glæder os til den kommende periode og samarbejdet med det øvrige byråd.

Fra Socialdemokratiet udtaler Asger Andersen:

- Efter et konstitueringsforløb, hvor Venstre med deres ultimative krav om støtte til solceller nord for Holmevej, reelt ikke ønskede at forsætte det brede politiske samarbejde i Vesthimmerland, har Socialdemokratiet og SF dannet fælles valggruppe. Det betyder at rød blok i henhold til fordelingsmetoden har ret til to medlemmer i alle stående udvalg. Socialdemokratiet vil sammen med SF være borgernes ombudsmand i forhold til at værne om velfærden, miljøet og naturen i Fremtidens Vesthimmerland.

Fra Socialistisk Folkeparti udtaler Annemette Bach:

- Tirsdag nat for en uge siden afviste de blå partier med Per Bach Laursen i spidsen en bred konstituering. Per Bach Laursen sagde direkte, at betingelsen for at blive inviteret med om bordet var, at man skulle gå ind for BioCircs planer om solceller nord for Holmevej. Både Socialdemokratiet og SF var helt tydelige i udvalgsønsker i forbindelse med en evt. konstituering. Det kunne vi dog godt have sparet os, da ingen ønsker blev imødegået, men kravet til gengæld fastholdt. Dette gjorde selvfølgelig yderligere forhandlinger umulige, og efterlader kun indtrykket, at en bred konstituering aldrig har været intentionen. I SF er vi dog superglade for at båndet mellem Socialdemokratiet og SF er blevet forstærket, og vi får mulighed for sammen at arbejde for at sikre fremtidens velfærd og udvikling i Vesthimmerland. En opgave som i høj grad synes at have brug for en ny vinkel. Vi har i al fordragelighed fordelt poster i udvalg og lagt en fælles strategi for det fremtidige samarbejde.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"