Ny kæde åbner i Aars

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 03/06/2025 08:35

AARS: Daell familien, der i forvejen ejer Harald Nyborg og jem & fix, har startet en ny kæde af butikker under navnet Hi Five, og den fjerde butik i kæden åbner i Aars.

Det bliver i butikslokalerne på Markedsvej, der tidligere husede Fakta og en børnetøjsbutik, hvor håndværkere har været igang med renovering af lokalerne i to-tre uger.

Der mangler fortsat meget arbejde. Udover ventilering i loftet er der helt tomt i lokalerne.

Væggen mellem dem skal der skæres hul i, så det bliver et stort butikslokale på over 1000 kvm, der skal indrettes lager, etableres skillevægge, og når det er klaret, skal interiøret på plads og til sidst varerne ind.

Det er ikke lykkedes at få svar på, hvornår butikken åbner, men på Hi Five hjemmesiden søges en butikschef med tiltrædelse 1. august eller tidligere.

Hi Five-konceptet er bygget op omkring 7000-8000 varenumre indenfor husholdning, hobbyartikler og kosmetik til legetøj, accessories og tøj.

Den første butik åbnede i Kalundborg i slutningen af 2024, og siden er Slagelse og Skive kommet til og nu også Aars og snart Hjørrinng.

Det er et koncept, der kendes fra udlandet, men som skal have et dansk udtryk.

- Vi ville gerne udvikle noget, som man ikke kender i Danmark, og som afviger fra Harald Nyborg. Og Hi Five appellerer for eksempel mere til impulskøb, selvom der er et vareoverlap med Harald Nyborg. Men vi håber og satser selvfølgelig på, at vi rammer noget, der slår an i Danmark, har direktør Bent Holm.

Læs mere i Aars Avis.

 

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"