Ny kinesisk el-bil har
gjort sit indtog i Aars

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 15/04/2026 08:33

AARS: Aars er bilbyen i Vesthimmerland, og nu gør et nyt mærke indtog hos en af byens forhandlere. Det er det kinesiske bilmærke Changan, som AutoAars A/S netop har fået forhandling af som een af de første autoforretninger i Danmark.

Med en lang historik som Suzuki-forhandler er indehaverne af AutoAars bekendt med importøren af det kinesiske bilmærke, Andersen Motors A/S i Køge. Siden december har autoforhandler Kasper Jensen forhandlet om at blive Changan-forhandler, og nu er AutoAars blevet een af det danske salgs- og servicenet med foreløbig 18 forhandlere.

Den første Changan el-bil blev præsenteret på Forårsmessen i Aars i marts, og siden har AutoAars solgt fire biler af det kinesiske mærke. I den kommende weekend, 18. og 19. april, er der åbent hus hos AutoAars, hvor alle kan se og høre om den nye bil.

- Vi forventer, at kunne sælge 50 biler i løbet af det første år, siger Kasper Jensen, som driver AutoAars sammen med sin bror, Henrik Jensen, der har det overordnede ansvar for service og værksted.
Henrik Jensen har været på specialkursus for at kunne servicere Changan-bilerne. Og AutoAars har indkøbt specialværktøj og testere.
Changan kan ses i to udgaver i udstillingshallen hos AutoAars - og en tredje er lige på trapperne. Der er tale om rene el-biler i prisklassen fra 265.000 kr. og opefter.

- Det er biler i en kvalitet og finish som vi kan stå inde for. Changan har opnået topkarakter i crash-test, og med importøren Andersen Motors i ryggen er der styr på hurtig leverance af reservedele. Det ved vi med Suzuki som vi fortsat er forhandler af, siger Kasper Jensen, der for mindre end en måned siden kørte den første kinesiske bil hjem til Aars fra en lukket præsentation på Hindsgavl Slot.

Den kinesiske fabrik har allerede produceret 30 mio. Changan-biler, og har opbygget et designcenter med 400 ansatte i Italien. Her tilpasses modellerne det europæiske publikum, både ergonomisk og designmæssigt.

Henrik og Kasper Jensen venter sig meget af den nye kinesiske el-bil.
Gennem en årrække har de været med til at bygge Hyundai-salget op i Vesthimmerland, men en forhandlermæssig omlægning gjorde, at de i november sidste år ikke længere kunne fortsætte som autoriseret Hyundai-forhandler. AutoAars kan dog fortsat sælge og servicere Hyundai.

Changan er den første rene el-bil produceret i Kina med forhandling i Aars.
Desuden forhandles det kinesiske plug-in hybrid bilmærke Navor af autofirmaet Klaus Buus A/S i Aars.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"