Nye tilfælde af hærværk i Aars
Af Ture Damtoft, Onsdag, 20/11/2024 09:05
AARS: I løbet af ugen er der sket flere tilfælde af hærværk i Aars i form af graffiti.
Først var det på Aars Fjernvarmes bygning ved Østermarken. Nu er der også graffiti på facaden, på bålhytten og shelters ved Østermarkskolen og på et madpakkehus i Tvebjerg Naturpark ved Brorsonsvej.
Graffitien er ord som “fuck skole”, “lorte skole”, “the hate u give”, “pink love” og især “pink bandits” eller bare “pb”.
- Der er nogen, der løber rundt og skriver det her, og noget vores lokalstation er opmærksom på. Det er nok drengestreger, men det er hærværk, og det ville være godt, hvis forældrene var opmærksomme og tog en snak med de unge, siger politiassistent Hans Henrik Sørensen.
Hos Aars Fjernvarme tager direktør Jan Clement det med ro, for andet kan han ikke, nu der er begået hærværk.
- Jeg har ikke lyst til at bruge meget mere tid på det. Det er bare drengestreger, og så er det grimt. Hvis de synes, de vil bruge tid på det, så har de et lidt sølle liv. Hvis de bare ville lave noget flot graffiti, så måtte de måske gerne. Ville de bruge deres tid på at gøre sig dygtige og måske søge om et kursus i at lave flot “street art”, så kunne vi da overveje, om vi ville støtte det, siger Jan Clement.
På Østermarkskolen forventer pedel Tonny Ørsnæs Bach, at regningen for at få fjernet malingen løber op i over 15.000 kroner.
Ordet er dit