Nytårskoncert går i musicalgenren

Tirsdag, 01/12/2015 21:34

Traditionen tro er det Aalborg Symfoniorkester med gæstesolister, der får de musikalske champagnepropper til at sprænge overfor de omkring 600 tilhørere i de festligt pyntede Dronning Ingrid Hallerne.

Det er ikke tilfældigt, at årets konferencier er Preben Kristensen. Mest kendt er han fra Linie3 som entertainer, men han har også som dygtig sanger og skuespiller gjort sig særdeles fremragende i musicals, lystspil og revyer. 

Sammen med solisterne Magnus Vigilius og Kiki Brandt vil han føre publikum i Farsø gennem dansk revymusik fra 50’erne og 50’er musicals fra USA samt italienske arier og den spanske pendant til operette, zarzuela. <

Til årets nytårskoncert vil der bl.a. være numre fra; " Mød mig på Cassiopeia", ”Farinelli”, "Singin' in the rain” og ”Troldmanden fra Oz”. Ind imellem vil Aalborg Symfoniorkester spille musik af Lumbye. Programmet vil traditionen tro også indeholde et par overraskelser, der nok vil få smilene frem.

 

Nytårsprisen
Inden nytårskoncerten slår takten an, vil Farsø Kulturråd, traditionen tro stå for uddelingen af årets Nytårspris.

Det skal ikke afsløres her hvem årets modtager af Nytårsprisen 2016 bliver, men den går til en person eller en gruppe, som har gjort sig bemærket kulturelt i Farsø området.

De seneste års modtagere af Nytårsprisen er: 2015: Klubhuset Farsø, 2014: Lokalhistorisk arkiv for Farsø og omegn, 2013: Lone og Søren Gertsen, 2012: FarsøKoret, 2011: Hvalpsund Bogcafé, 2010: Samuel Frederiksen, 2009: Karen Pedersen, 2008: Jens Munk-Christensen, 2007: Jonna Michelsen.

Kulturrådet glæder sig til årets største begivenhed
Nytårskoncerten finder sted en fredag aften. Dermed skulle der være god mulighed for at hygge sig med venner efter koncerten, uden at skulle tænke på hverdag dagen efter.   

Billetsalget til Nytårskoncerten er gået i gang fra salgsstederne i dag. Billetten til den store musikalske oplevelse kunne jo være velegnet som en jule- eller nytårsgave, lyder opfordringen fra Farsø Kulturråd. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"