Nyt samarbejde skal øge trygheden
Af Søren Beukel Bak, Tirsdag, 10/12/2024 16:00
VESTHIMMERLAND: En ny aftale om partnerskab mellem Vesthimmerlands Kommune, Nordjyllands Politi og Bo trygt skal gøre et godt samarbejde endnu bedre og sikre borgerne endnu højere tryghed og endnu færre indbrud.
Aftalen med navnet ”Bo trygt i Vesthimmerland” blev underskrevet 10. december og gælder foreløbig til og med 2026.
Med den nye aftale i hånden har parterne ambitioner om at gøre Vesthimmerlands Kommune til et endnu tryggere sted at bo, for forebyggelse bliver man aldrig færdig med, lyder det fra politiet:
- Vi synes bestemt, at vi allerede har et rigtig godt samarbejde med Vesthimmerlands Kommune. Men med det nye partnerskab får vi endnu en vinkel ind i forebyggelse af indbrud og forskellige tryghedsskabende tiltag i kommunen. Forebyggelse er altid en kerneopgave for politiet, og det er også en løbende opgave, vi aldrig bliver færdige med, siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen, Nordjyllands Politi.
Hun siger, at man især gerne vil engagere flere borgere som nabohjælpere og nabovenner, fordi myndighederne let kan kommunikere kriminalpræventive råd til disse netværk. Men det er også sandsynligt, at partnerskabet bliver afsæt til tryghedsskabende tilbud for borgerne som for eksempel byvandringer med politiet, hvor man blandt andet kan se på de konkrete muligheder for at forebygge indbrud eller skabe højere tryghed i et konkret boligområde.
- Jeg er meget glad for, at vi med denne aftale kan styrke det allerede gode samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune og Nordjyllands Politi. Med partnerskabsaftalen kan vi forhåbentlig sikre endnu færre indbrud og en endnu højere grad af tryghed for vores borgere. Det er vigtigt, at vi hele tiden arbejder for at gøre vores kommune til et sikkert og trygt sted for alle, siger borgmester Per Bach Laursen (V).
Bo trygt er en indsats skabt af TrygFonden og Foreningen Realdania med det primære formål at sikre, at danske hjem ikke udsættes for indbrud.
Ordet er dit