Nyt spisested åbner i Aars

Af Ture Damtoft, Mandag, 24/03/2025 14:20

AARS: Når det bliver 1. april får Aars et nyt spisested på Himmerlandsgade 85, og kvinden bag lover, det ikke er en aprilsnar.

- Vi har været igang med at gøre lokalet klart siden begyndelsen af fabruar. Der er blevet indkøbt køkkenudstyr fra hele landet til en 80.000-100.000 kroner, vi har fået lagt nyt gulv og nu mangler vi lige det sidste, inden vi er klar til at åbne, siger Birthe Laustsen.

Navnet bliver Mor Elly's - Krea & Mad med Kærlighed, og hvis den første del af navnet lyder bekendt for læseren, er der en god grund til det.

For Birthe Laustsen havde i 12 år og indtil 2013 grillbaren Mor Elly's Pølser på Kimbrertorvet.

Her arbejdede datteren Karin Laustsen som ung, og nu med lidt flere år løbet på skal de to arbejde sammen igen.

- Karin er den første ansatte, og hun skal nok være daglig leder på et tidspunkt, men nu skal vi først lige igang. Jeg har haft 36 til samtale om et job og skal nok bruge tre ansatte plus tre-fire unge, men det er svært at bedømme, siger Birthe Laustsen.

Menuen i restauranten med plads til 38 gæster bliver velkendte danske klassiske retter.

Stegt flæsk, flæskesteg, forloren hare, grydestegt kylling og tarteletter har de besluttet sig for, og så skal der lidt flere på menukortet.

Men er der overhovedet plads til endnu et spisested i Aars?

- Ja, med mormormad er der da, kommer svaret med eftertryk.

- Vi har nogle rigtig gode steder i Aars, men vi har ikke et sted med gode danske retter, og det tror jeg folk gerne vil have. Vi kommer også til at have sandwiches og hotdogs, men vores kendetegn er de danske retter, siger Birthe Laustsen.

Åbningsdagen er ikke tilfældig, for det skulle nåes inden forårsudstillingen i Aars åbner næste fredag.

- Dugene er kommet på de første borde, og køkkengrejet er ved at komme på plads, og vi skal nok nå det. Vi glæder os til at åbne og håber, vi får travlt fra første dag, siger Birthe Laustsen.

Kommentarer
Molly Hulen i Mejlby

vi glæder os til at besøge jer. og vi kommer selvfølgelig i vores veteran bil Miss Molly.
mvh Marianne og Kai Kanstrup.

Flemming Lützow...

Jeg er sikker på at det bliver et hit...Jeg glæder mig i hvert fald til du/I åbner! Jeg ønsker for Jer at det bliver en kæmpe succes!
De bedste hilsner/

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"