Oliver Wilson vandt Made In Himmerland

Af Torsten Hansen, Mandag, 05/09/2022 10:24

Marcus Helligkilde blev bedste dansker på ottendepladsen

GOLF: Det lykkedes ikke for Marcus Helligkilde at vinde Made In Himmerland, selv om han troede på chancen, da han gik på banen søndag middag. Som den bedst placerede dansker var det ham der kunne have taget pokalen til Danmark for første gang. Men Marcus Helligkilde var allerede fire slag efter den førende, da han slog ud, så chancen var ikke så stor.

Det blev i stedet englænderen Oliver Wilson der vandt på den solbeskinnede bane i Gatten.

Marcus Helligkilde startede dagen 13 under par, og skulle spille en rigtig god runde, hvis han skulle i top. Men allerede på de to første huller kunne man se, at det blev svært. Han lagde ud i par, og så ud til at mangle lidt præcision i udslagene. På hul 1 lå han ok, men ikke helt fint. På hul 2 gik det tæt på galt. Hans første bold kom ud i roughen, men det lykkedes alligevel den dygtige dansker at få bolden i hul i par.

Det var dog langt fra nok.

Marcus Helligkilde sluttede som nummer otte, og havde dagen igennem mange hundrede tilskuere med på lægterne. Han blev bedste dansker.

Wilson

Vinderen Wilson haltede ellers længe efter den førende skotte Ewen Ferguson. Men en birdie på 16. hul bragte ham op på siden af rivalen, og endnu én på 17. sendte den 41-årige veteran alene i spidsen før sidste hul.

Her vidste han, at han ”blot” skulle klare hullet i par for at snuppe førstepræmien og de 510.000 euro.

- Jeg spillede godt i dag, og jeg skylder min caddie en stor tak. Han gjorde et formidabelt stykke arbejde, tog gode beslutninger og fik mig over målstregen. Der er mange følelser lige nu, og jeg er så glad for, at jeg nu igen har styr på mine spillerettigheder, sagde den tidligere Ryder Cup spiller, der inden denne uge lå langt tilbage på ranglisten.

I 2023 afvikles Made in HimmerLand fra 7. til 10. september.

Skåret lidt ned

Årets turnering var på nogle punkter mindre end tidligere, dog ikke på præmiepuljen, der var ekstra stor.

Men der var færre tilskuere på banen. Det var både et bevist valg fra arrangørernes side og et resultat af Corona.

Prisen var også sat op, så man satsede på en målgruppe der ville betale mere.

På grund af de færre tilskuere var skruet ned for nogle af faciliteterne. Det var der lidt kritik af. Der var også "sparet", sådan at man ikke kunne få udleveret et trykt spilleprogram hver dag. Det skulle hentes på mobil eller lignende. Det passede ikke alle, og slet ikke når der manglede net-dækning ude på banerne. Hvilket der gjorde flere steder.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"