Omkring 3000 kom til DM i traktorpulling i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 15/09/2021 09:00

De lokale arrangører Brdr. Kjær vandt deres ottende DM

Det blev en svær start med regn og uheld, da Danmarks Mesterskabet i Traktor Pulling skulle afvikles i Aars.

Først væltede regnen ned. Heldigvis så var arrangørerne forberedte og kunne afdække banen med et kæmpestort stykke plastik. Da regnen stilnede af blev plastikken fjernet forsigtigt for ikke at komme vand på banen. Det lykkedes næsten. Igen blev banen gjort klar til træk. ”Banen skal motioneres som det kaldes”.

Flemming Madsen og hans John Deere 42405 blev koblet på slæden. Det blev Full Pull.

Men så kom der mere regn, og igen måtte banen dækkes til. Heldigvis kom er der ikke så meget regn denne gang. Plastikoverdækningen blev igen fjernet, og der blev drysset brændt kalk ud over banen.

- Det er en af de sidste muligheder vi har for at gøre banen tør, forklarede speakeren.

Endnu to kørere i Standard Klasse 4 trak slæden ud i Full Pull, men så var den gal igen. Denne gang var det slæden. Der var løbet olie ud i bunden af slæden. En reparatør blev straks sat på opgaven. Et kvarter senere blev DM genoptaget.

Trods de mange forsinkelser, regnbyer og alt andet, så var publikum ved godt mod. De hyggede og fik købt godt ind ved de forskellige boder.

45 traktorer var til start i otte klasser. For at kompensere lidt for de mange forsinkelser i begyndelsen, så valgte løbsledelsen at fjerne flere af de indledende træk. Man gik direkte til afgørelserne.

DM havde trukket rigtig mange til banen bag Messecenter Vesthimmerland. Omkring 3000 mødte op - trods regn.

De blev vidner til en masse god kørsel og en masse røg og motorlarm - som de netop kom efter.

10 års pause

Det er cirka 10 år siden der sidst er kørt en afdeling af DM i Pulling i Aars, og denne gang var det afgørelsen der var lagt i Aars.

- Det er et kæmpe set up, men det har været spændende at arbejde med, siger Henrik Kjær, der sammen med brødrene Sune, Ulrik og Kasper Kjær har været blandt dem der har gjort det muligt at få DM tilbage til Aars.

Brødrene står bag Krone Red Lightning. De bor alle i eller omkring Vindblæs.

Krone Red Lightning har deltaget med deres Volvo BM siden 2009 og er blevet Danmarks Mester otte gange.

Senest netop denne weekend, hvor de vandt Farmstok (3600) klassen.

Selv om de er fire brødre, og deres familier har hjulpet til, så har det ikke været nok.

De har gjort det hele sammen med Blue Dream Traktorpulling, der består af Dennis Nielsen, Morten Christensen, Lars Maansen, Thomas Ritter og Søren Lauritsen. Alle samarbejdede de med DTP Midtjylland, der står bag arrangementet.

Blue Dream Traktorpulling opnåede en samlet tredjeplads i Farmstok (4500)

- Det var alletiders, at vi vandt - og så på hjemmebane, siger Henrik Kjær.

Han glæder sig over de mange tilskuere, der var positive og tålmodige trods den besværlige start.

Arrangørerner er så tilfredse, at de allerede er i gang med at kigge på næste år.

- Vi vil gerne finde en dato til næste år. Gerne sammen med Kimbrerfesten. Vi fandt ud af, at mange af vores tilskuere de fortsatte til Kimbrerfesten, siger Henrik Kjær.

De øvrige vindere blev:

Light Modified Gators: Patrick Hansen.

Pro Stock: Bredahl Brothers Tobias Bredahl.

Limited Super Stock: Old Smokey, Thor Petersen.

Super Standard klasse 4: John Deere 4240S, Flemming Madsen.

Heavy Modified: Beautiful Noise Leif Jørgensen.

Super Stock: Hobo Steffen Iversen.

4500 kg Farm Stock: Extreme Edition Thomas Lynggaard.

Mini Modified: First Choice Michael Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"