På ørnekig i alle afkroge af Danmark og Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Torsdag, 24/01/2019 13:39

VESTHIMMERLAND: - Ørnene kan sagtens komme længere vestpå, og også til Aars, siger Kim Skelmose fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der er leder af DOFs projekt ørn, og han håber på hjælp fra mange danskere til den kommende weekends nationale midvintertælling af naturens største vingefang går over landet.

I de senere års milde vintre har havørnene opholdt sig meget spredt i det danske landskab. Det gælder særligt de unge ørne, som flakker meget omkring. Når der som denne vinter er åbent

vand og rigeligt med føde i form af vandfugle næsten alle steder i Danmark, så behøver havørnene ikke at opsøge nogle få isfri lokaliteter, som de er tvunget til i meget hårde vintre. Derfor ser vi ikke større ansamlinger ret mange steder denne januar. Havørnene opholder sig ofte enkeltvis på et stort antal lokaliteter.

Der skal altså spejdes minutiøst, hvis alle ørne skal med i regnskabet, for havørnene opholder sig nemlig uhyre spredt i landskabet, og pånær det allernordligste Jylland er der havørne på stort set alle danske egne med søer, fjorde og kystnatur.

Derfor kan vi også være heldige at se ørnene omkring Aars.

- Men de søger nok hellere mod vand. Der er havørne ved Vejlerne nu, og der er også et ynglepar, som man kan være heldig at se. Men alle de andre fugle er jo også en fryd for øjet, siger Kim Skelmose, som håber på rigtig mange indberetninger fra danskere, som har været heldige at se de nærmest majestætiske rovfugle.

Og lederen af Projekt Ørn har da også et par gode råd til de fugleinteresserede, som har lyst til at hjælpe med at spotte ørnene.

- Få noget varmt tøj på! Det er ikke så sjovt, hvis man står og fryser, og så kan man måske tage noget med at sidde på og en termokande med kaffe eller te. Ser man så en ørn, vil vi gerne kende lokaliteten, klokkeslettet og hvilken retning fuglen flyver i, siger Kim Skelmose.

Det hele kan oplyses på DOFs hjemmeside, og er man lidt teknisk udfordret, er det også muligt at ringe til dem.

I 2018 blev der observeret 375 havørne og 11 kongeørne, og i Vesthimmerland skulle mulighederne være ret gode.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"