Påkørt 10 årig fortsat indlagt men ikke i livsfare

Af Ture Damtoft, Torsdag, 11/06/2026 09:15

VESTHIMMERLAND: Den 10-årige skolepige, der igår kl. 13.30 blev påkørt af en personbil, er fortsat indlagt med alvorlige skader men er udenfor livsfare.

Det oplyser politikommissær Henrik Kjær Hansen fra Nordjyllands Politi torsdag formiddag. 

Han oplyser også, at pigen ikke - som ellers beskrevet i medierne - løb bagom bussen. 

- Hun bliver sat af bussen sammen med sin storebror, og hun står foran bussen, inden hun går ud på vejen og bliver påkørt, siger Henrik Kjær Hansen. 

Uheldet skete tæt på krydset Holmegårdsvej og Hyllebjergvej omtrent en kilometer vest for Vester Hornum.

Pigen blev kørt til Aalborg Hospital som traumepatient, det vil sige den helt store undersøgelse på hospitalet. 

Bilisten, buschaufføren og storebroren er blevet afhørt - eller måske snarere spurgt ind til forløbet, for der er ifølge politiets oplysninger onsdag ikke noget, der tyder på lovovertrædelser. 

Udover at tale med de, som var omkring uheldet, bliver der også taget hånd om de øvrige skolebørn i bussen.

- Der venter et større arbejde. Der bliver tilbudt krisehjælp til børnene og til skolen, siger Henrik Kjær Hansen. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"