
Aars HK har vundet fire kampe i træk. Her er det Lasse Kristoffersen med armene i vejret efter sejren over Randers sidste tirsdag.
Pligtsejr til Aars Håndbold Klub
Af Ture Damtoft, Tirsdag, 26/11/2024 14:51
3. division, herrer
Svenstrup-Godthåb IF - Aars HK
21 - 27
Blot to dage efter en vigtig sejr over Randers HH skulle Aars HKs 3. divisions herrer torsdag på udebane forsøge at fortsætte den gode udvikling på attitude med mere vilje og gejst mod bundholdet fra Svenstrup Godthåb IF.
Det var dog som ventet et hjemmehold, der spillede langsomt og forsøgte at trække tempo ud af kampen netop i håb om, at Aars holdet ikke fik gang i det hurtige angrebsspil og kontraspil.
Aars holdet havde også svært ved at finde den samme intensitet og vildskab som fra Randers kampen.
- Der var ikke den samme koncentration i vores afslutninger, og vi manglede de sidste 10 pct. i alt, hvad vi foretog os, sagde træner Jesper Pallisgård Jensen.
Det var dog som ventet en kamp, hvor Aars holdet var foran hele vejen, og hvor bredden på holdet igen blev brugt.
I 2. halvleg trak Aars holdet fra og var på et tidspunkt foran med otte mål inden hjemmeholdet fik pyntet lidt på resultatet i slutningen af kampen til slutresultatet 27-21.
Det blev den forventede pligtsejr, hvor kampens spiller blev Anders Hyldal, der spillede en flot forsvarskamp og i den anden ende viste sine gode evner i vurderingsspilet.
Målscorerne fordelte sig med Thomas Steffensen 5, Nicolai Schreiner og Oliver Højbjerg 4, Mads Nygaard og Simon Holm Pedersen 3, Jeppe Rask, Tobias Simonsen, Mikkel Holm Overgaard 2, Lasse Kristoffersen og Anders Hyldal 1.
Efter otte kampe ligger Aars HK på andenpladsen i puljen med 12 point, fire point efter topholdet fra Støvring.
Næste kamp er hjemme i Idrætscenter Østermarken mod lokalrivalerne fra Aalestrup på lørdag, som kæmper for overlevelse i rækken, hvor holdet ligge næstsidst, og selvom Aars er favoritter, kan alt ske i lokalopgør, hvor æren om at kunne kalde sig det bedste hold i Vesthimmerland er på spil.
Ordet er dit