Politiet om Kimbrerfesten: "Der var ikke det helt store"

Af Ture Damtoft, Mandag, 12/09/2022 12:11

AARS: Småhændelser men okay ro og orden; det er politiets opsummering af deres arbejde ved Kimbrerfesten.

Politiets patruljer, Kimbrerfestens vagter og SSP medarbejdere fra Vesthimmerlands Kommune holdt alle ikke bare et men to vågne øjne med de ca. 10.000 gæster over de fire dage.

Højdespringeren var fredag, hvor der i løbet af dagen blev sat 3900 armbånd om håndleddene.

- Der var nogle, der skubbede lidt til hinanden. Natten til lørdag var to mænd oppe at slås, men den ene part mener, at nu står alle lige, så de ville ikke lave en sag ud af det. Der er nok noget der er gået forud. Der er blevet fundet lidt narko ved vores visitationer, hvor vi testede dem, der kunne se ud til at have taget noget. Tre blev taget med en lillebitte smule kokain. De skrev under på et konfiskationspapir og fik en bøde. Ellers var der okay ro og orden blandt de mange mennesker, siger politiet.

De var tilstede med en ekstra patrulje samt civile betjente i Aars.

Slagsmålene og stofferne ærgrer formanden for Kimbrerfesten, men han glæder sig over, at festdagene forløb så godt, at politiet roste arrangørerne.

- Vi har nul tolerance overfor sådan noget, men med så mange mennesker kan det ikke helt undgås. Vi har heldigvis fået ros af politiet. Vi vil have en rolig og god fest for alle, og overordnet er vi meget tilfredse med den måde, tingene er foregået på. Tak til alle de mennesker, som kom og havde en fest med god ro og orden, siger Martin Dahl.