Pulsskole i Aars for alle vender tilbage

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 28/07/2026 13:49

AARS: I første uge i august får alle børn i Vesthimmerlands Kommune mulighed for at bruge en masse energi, inden de efter ferien skal ind og sidde på skolebænken igen.

Idrætscenter Østermarken i Aars bliver fyldt med liv, leg og bevægelse, når Vesthimmerlands Kommune inviterer børn og unge fra 0. til 9. klasse til den populære Pulsskole.

Det er et ferietilbud, hvor deltagerne hver dag får mulighed for at prøve en lang række forskellige idræts- og fritidsaktiviteter.

- Formålet er at give børnene sjove sommeroplevelser, styrke fællesskabet og inspirere dem til et aktivt fritidsliv, også når sommerferien er slut. Deltagerne prøver kræfter med forskellige aktiviteter, møder nye kammerater og oplever glæden ved bevægelse i trygge rammer, siger Jonas Skjøth Hansen, der arrangerer ugen.

Sidste år deltog omtrent 50 børn og unge fra hele kommunen, og Jonas Skjøth Hansen håber på mange flere deltagere i år.

- Vi forventer masser af aktivitet, et højt energiniveau ofr forhåbentlig endnu flere glade børn, som har det sjovt hele ugen. Alle kan melde deres børn til, det gør man inde på hjemmesiden pulsskolen.dk, siger Jonas Skjøth Hansen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"